Andet stik af vaccinen mod corona giver flere bivirkninger

Fire procent oplever bivirkninger efter første vaccination mod corona, mens 16 til 17 procent får det anden gang.

Det kom bag på sygeplejerske Neda Grann, at hun fik kvalme og ondt i maven efter vaccinationen. (Foto: (Grafik) Signe Heiredal og privatfoto)

Ømheden i armen kom dagen efter stikket, og det havde Neda Grann forventet.

Det var anden gang, at den 39-årige sygeplejerske blev vaccineret mod corona, og hun havde derfor regnet med måske at få lidt feber.

Men så kom kvalmen og ondt i maven, og det fik tankerne i gang. Havde hun spist noget, som hun ikke kunne tåle? Eller måske fået en maveinfektion?

- Det kom bag på mig, at jeg fik de bivirkninger. Jeg regnede ikke med at få det dårligt på den måde, da jeg aldrig har reageret på en vaccine før, siger hun.

Neda Grann er ikke alene om at opleve symptomer efter andet stik med coronavaccinen.

Siden jul har over 180.000 danskere fået det første vaccinestik mod coronavirus, og over 30.000 af dem har også fået det andet stik, som gør, at de nu har en beskyttelse på 95 mod at blive syg af corona.

Og mens fire procent får bivirkninger ved første stik, så viser tal fra Pfizer/BioNTechs beskrivelse af vaccinen, at mellem 16 og 17 procent får bivirkninger ved det andet og sidste stik i vaccinationsprogrammet mod corona.

Bivirkninger er et godt tegn

Bivirkningerne overrasker ikke Carsten Schade Larsen, der er overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

- De to studier, der ligger til grund for godkendelsen af Pfizer/BioNTech og Modernas vacciner, har præcist vist, at der kan komme betydelig flere bivirkninger efter anden dosis, siger han.

Pfizer/BioNTech oplyste også om bivirkningerne, da vaccinen kom på markedet.

Forstander Dorthe Malling fik influenzalignende symptomer, da hun blev vaccineret anden gang for coronavirus. (Foto: (Privat foto))

Bivirkningerne bliver delt op i to grupper. Der er lokale bivirkninger, hvor indstiksstedet bliver ømt, rødt og hævet, og der er systemiske bivirkninger som feber, muskel- og ledsmerter, træthed, kvalme og diarre.

- Vaccinen sætter gang i immunsystemet, som derfor reagerer. Bivirkninger er et godt tegn, fordi det tyder på, at vaccinen virker. Immunsystemet kommunikerer ved at frigive hormonlignende stoffer, og nogle af dem giver feber, forklarer Carsten Schade Larsen.

I studierne af bivirkningerne har vaccinerede under 55 år desuden flere bivirkninger end de ældre. Det skyldes blandt andet, at immunsystemet bliver dårligere med alderen, og derfor reagerer kroppen dårligere på vaccinerne, når vi bliver ældre.

Tag det med ro dagen efter vaccinen

Nada Grann er sygeplejerske på plejehjemmet Ankersgade i Aarhus, og her fik 90 beboere og ti ansatte deres andet stik i lørdags.

Syv beboere og fem ansatte fik derefter influenza-symptomer, og det overraskede forstander Dorthe Malling.

- Efter stik nummer to havde vi også en beboer, der fik en reaktion umiddelbart efter stikket. Det havde vi heller ikke første gang, hvor vi mærkede meget lidt til vaccinen. Det var derfor lidt anderledes denne gang, forklarer hun.

Dorthe Malling fik også selv symptomer efter vaccinestikket.

- Det var som at have en mild influenza med ondt i hovedet, ondt i halsen og ondt i kroppen. Jeg tog et par Panodiler og sov, og så var det væk igen, siger hun.

Manglen på vacciner betyder, at der stadig er mange af de ansatte på plejehjemmet, der ikke har fået det andet stik. Når det bliver deres tur, vil Dorthe Malling råde dem til at lade være med at have for mange ting på programmet dagen efter stikket.

- Der kan komme en dag, hvor man er uoplagt og ikke kan nå det, som man har sat sig for. Tag det med ro, og så kommer du ovenpå igen, siger hun.

Her kan du se planen for, hvem der skal vaccineres og hvornår, som den så ud 20. januar 2021:

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter