Anholt må spare på vandet: Frygter havsalt i drikkevandet

Grundvandet står så lavt i varmen, at vandværket frygter, at der trænger havvand ind.

Vand Djurs har fundet tegn på, at der siver saltvand ind i drikkevandsboring på Anholt i det ekstremt tørre sommervejr. Derfor skal øboerne nu spare på vandet og må for eksempel ikke vande marker og haver. (Foto: © MORTEN JUHL, Scanpix)

På den lille Kattegat-ø Anholt bliver der nu indført vandingsforbud. Grundvandet står nemlig så lavt, at myndighederne frygter, at der trænger havvand ind i drikkevandet.

Vandværkets vand bliver lige nu analyseret for salt, og anholterne må opgive at bruge vand til at vande haver og vaske biler.

Målinger viser tegn på øget saltindhold i drikkevandet, og det fik onsdag Vandcenter Djurs til at udstede forbuddet.

Vandcenter Djurs har nu sendt vandprøverne til nærmere undersøgelse for at være helt sikre på, om der er salt i vandet eller ej, fortæller direktør Henrik Harregaard Jordalen.

- Vi har bedt anholterne om kun at bruge vand til det, der er vigtigt. At vande haven, vaske bilen eller fylde badebassinet op – det beder vi dem om at lade være med.

Overraskede beboere

Beboerne på Anholt blev overrasket, da sms’en om vandforsyningen tikkede ind, fortæller formanden for beboerforeningen Liselotte Arentz Sørensen.

- Umiddelbart er det lidt underligt, for vi har altid hørt, at vi havde rigeligt med vand. Så det er er en situation vi ikke har prøvet før. Selvom der har været rigtigt tørre perioder på øen, siger hun.

På grund af det ekstremt tørre forårsvejr, er der mindre ferskvand på øen, og det kan være derfor, at prøverne viser tegn på salt i vandet.

- Når vi får for lidt nedbør, så kan havvandet presse mere på nedefra og presse sig op i boringen. Det er det, der måske er sket på Anholt, siger Henrik Harregaard Jordalen.

Det er en ekstremt usædvanlig situation.

- Det har aldrig før været et problem på Anholt. De mængder vand, vi har indvundet på Anholt, ligger langt under det, vi kan indvinde. Det burde ikke kunne opstå, men vejret er jo blevet ekstremt, siger han.

Han understreger, at vandet på Anholt stadig er sikkert at drikke.

- Så længe man ikke kan smage det, så er saltindholdet under grænseværdierne.

- Håber folk tager det alvorligt

Resultatet af analyserne, der skal fastslå, om der virkeligt er salt i drikkevandet, er endnu ikke klart. Men Vandcenter Djurs har altså valgt at slå alarm og bede øboerne om at skrue ned for vandforbruget.

- Det er rettidig omhu. Hvis vi kan stoppe det i tide, så er det en stor fordel for os. Hvis vi først vi får en indtrængen i boringen, så tager det lang tid at genetablere balancen, siger vanddirektøren.

Og beboerforeningens formand opfordrer til at følge vandforsyningens opfordring.

- Jeg håber virkeligt på, at folk tager det alvorligt. Hvis der trækker saltvand ind i vores grundvand, så vil vi have en rigtigt uheldig situation, siger Liselotte Arentz Sørensen.

Turistsæson er kritisk

Indtil der er kommet en afklaring, må anholterne spare så meget på vandet, som de kan. For det er vigtigt for Anholt, at vandforsyningen fungerer, når den store turistsæson begynder lige om lidt.

- Det bekymrende er, at vi i øjeblikket ikke er i nærheden af det antal mennesker, der er på øen om et par uger. På den måde er det alarmerende. På det tidspunkt bliver det endnu mere vigtigt at spare på vandet, for i turistsæsonen har vi normalt en tredobling af vandforbruget, siger Liselotte Arentz Sørensen.