Annemette er 28 år, kronisk syg og influencer: ’Vigtigt at have et sted at føle sig ikke-ensom’

Kronisk syge unge deler erfaringer og skaber fællesskaber på Instagram.

Det er ikke alle dage, at Annemette Moesgaard kan komme ud, da smerterne holder hende hjemme. De dage er Instagram en måde føle sig som en del af et fællesskab. (© Annemette Moesgaard/Instagram)

Hvor finder man venner, når ryggen giver stød, fra man vågner, til man går i seng, og man sjældent har kræfter til at bevæge sig længere væk fra sengen end hen til sofaen?

Det måtte Annemette Moesgaard fra Aarhus spørge sig selv om, da hun blev førtidspensionist som 28-årig.

Hun har valgt at pleje sine relationer og finde nye venner gennem appen Instagram og bruger den til at dele ud af sit liv.

- Hvis jeg ikke gjorde det, tror jeg, at jeg ville føle mig rigtig ensom. Jeg ville ikke på samme måde føle mig som en del af det fællesskab, der er på et arbejde eller studie eller generelt bare fællesskabet om at være en dansker, siger hun.

Annemette Moesgaard har skoliose, som er en skæv ryg. En operation skulle have hjulpet, men endte med at gøre det hele værre. Derfor har hun i dag smerte døgnet rundt.

- Det er ligesom, når man får albuestød. Det er bare konstant, og så er der forskelligt, hvor ondt det gør. Jeg har lært rigtig meget at sige på en skala fra 1 til 10, hvor ondt jeg har. Når jeg vågner, er det på omkring fire. Nu er klokken 13, og jeg ligger på en seks til syv stykker.

Derfor er der ofte dage, hvor Annemette Moesgaard ikke kommer op fra sengen. På de dage er det særlig svært at møde veninderne på en cafe.

- Det kan godt være, at jeg ikke kender dem fra Instagram i virkeligheden, men jeg føler, at jeg kender dem gennem Instagram, og det gør, at jeg har noget kontakt med mennesker. Nogle dage kan jeg knap rejse mig fra min seng, men får stadig respons fra andre mennesker, og det giver bare så meget.

Deler ud af tanker og erfaringer

Det er langt fra unormalt, at kronikere plejer deres relationer bag skærmen. Det siger Carsten Stage, der er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Her så han i et studie, at halvdelen af de syge unge begynder at bruge de sociale medier mere, når de bliver konstateret kronisk syge. Det sker både fordi, de får meget mere tid, men også for at dele ud af tanker og erfaringer.

- De prøver at række ud til nogen, der sidder i den samme situation. De nævner helt konkret fællesskabet med andre patienter, da det er rart, at der er nogen i samme båd. Man leder efter nogen, som har samme erfaringer eller kender til det, man selv ved, så det spiller en ret stor rolle, siger han.

Mange bruger Instagram som en åben dagbog, hvor tankerne kan blive luftet, og til at finde venner i samme situation.

- De kan også have et ønske om at hjælpe andre patienter og række ud efter andre, der sidder i samme situation, siger Carsten Stage.

Savnede nogle at spejle sig i

Netop et online fællesskab med hjælp fra andre i samme situation kunne Annemette Moesgaard godt have brugt for to år siden, da hun blev ramt.

- Det havde jeg virkelig sat pris på. Det ville være fantastisk at vide, at jeg ikke er den eneste og kunne snakke med folk, der havde været igennem det samme. Nu er jeg det længere i mit forløb og kan måske være den, der siger til de andre, at det skal nok gå, siger hun.

Derfor bruger hun i dag Instagram til at give sin viden videre, og hun er ikke den eneste.

29-årige Nanna Marinussen er også førtidspensionist, og hun har sammen med tre andre kronisk syge startet fællesskabet Kroniske Influencere på Instagram.

Her deler de historier fra andre kronikere og inviterer til fester og kaffemøder. Formålet er at vise, at kronisk syge ikke er alene.

- Det er ret vigtigt som kroniker at have et sted at føle sig ikke-ensom. Vi arbejder for, at folk kan finde nogen at være sammen med, spejle sig i og tale med, siger hun.

Annemette Moesgaard er helt enig i, at Instagram bidrager socialt.

- Selv om man har det rigtig dårligt og ikke kan overskue at se nogen, så kan man ligge hjemme fra sengen og snakke med folk, som ved præcis, hvordan du har det, så de bekendtskaber, jeg har fået på Instagram, ville jeg slet ikke være foruden.

Forskeren oplever også, at sociale medier er vigtigt værktøj for de kronisk syge unge til at pleje relationer med.

- At gå ind på de sociale medier og finde et fællesskab med nogen, som har de samme erfaringer og kan udveksle råd og viden, spiller en stor rolle, siger Carsten Stage.

Facebook
Twitter