Autister trives i specielle ældreboliger

Ældre mennesker med autisme får mulighed for både privatliv og fællesskab i nye special-indrettede boliger.

Specielt indrettede ældreboliger for autister giver mulighed for både fællesskab og privatliv. (© colourbox)

Hvis ældre med autisme skal have et godt senior-liv, kræver det ikke bare særlig omsorg, men måske også særligt indrettede ældreboliger.

Det er filosofien bag fire nybyggede seniorboliger i Hinnerup ved Aarhus. Her flyttede fire ældre med autisme ind for halvanden måned siden.

- De er glade for at bo der, og de kommer mere ud af deres lejligheder end der, hvor de boede før, fordi de er flyttet til en mindre enhed,  siger områdeleder for specialområde autisme i Region Midt, Lars Aarup Jensen.

En buffer-zone mellem privatliv og fællesskab

Realdania har støttet byggeriet og har indsamlet viden om, hvordan  et byggeri til autister skal være.  Blandt andet er der lavet en buffer-zone mellem den private bolig og fællesområdet. 

- Det er et problem for de ældre, at de trækker sig ud af fællesskabet og ind til sig selv. Nu har de mulighed for at komme ud af deres lejligheder og være lidt i den buffer-zone, hvor de kan holde øje med, hvad der sker ude i fællesareralerne og se, om det er noget, de kunne være en del af, forklarer Lars Aarup Jensen.

De ældre kan følge med i fælles-aktiviteter

Dørene til lejlighederne er lavet som stalddøre, så den ældre kan sidde beskyttet og alligevel følge med i fællesaktiviteterne.

- Så på den måde har vi prøvet at tilgodese, at man kan være privat, men samtidig også en del af det fælles, siger Lars Aarup Jensen.   

 

Facebook
Twitter