Bakken Bears klar til Champions League - selvom det er en dårlig forretning

Sportsdirektør Michael Piloz forventer, at klubben vil tabe 200.000 kroner på at deltage i turneringen.

Der var stor jubel, da klubben kvalificerede sig til at spille med i Champions League-gruppespillet. Men turneringen vil kunne mærkes på økonomien. (Foto: TV2 Sport © TV2 Sport)

Når basketballens Champions League skydes i gang i aften, betyder det både travlhed og udgifter for Bakken Bears. Faktisk forventer klubben at tabe penge på turneringen.

De tjekkiske mestre, CEZ Nymburk, gæster Aarhus i den første af i alt 14 gruppekampe.

Som hjemmehold skal Bakken Bears sørge for bustransport, kost og logi til ære for både gæsterne og dommerne. Det giver sportsdirektør Michael Piloz ekstra meget at se til.

- Som enkelt kamp tror jeg, det er den travleste, vi har haft. Der er virkelig meget, der skal gøres, fortæller han.

Selvom Champions League også i Basketballens verden er stort og prestigefyldt, så er der milevidt til fodboldens økonomiske gevinster.

- Isoleret set er det ikke nogen god forretning for os at deltage i denne her turnering, siger Michael Piloz.

Michael Piloz regner med at klubben taber omkring 200.000 kroner på at være med i turneringen. Alligevel er der noget at hente.

- Det er en stor sportslig udfordring, og det er rigtig spændende, og både organisation og spillere lærer en hel masse fra det. Men økonomisk er det ikke noget, der beriger. Tværtimod.

Facebook
Twitter