Biavl er også for de helt unge: 12-årige Marie fik 100.000 bier i fødselsdagsgave

Danmarks Biavlerforening oplever eksempelvis, at helt unge melder sig ind.

- Der sker noget spændende hele tiden, og så får man også et produkt ud af det, lyder det fra den unge biavler, Marie Munk Rasmussen fra Solbjerg ved Aarhus.

Ville det ikke være skønt at have din egen honning stående på morgenbordet hver morgen? Det synes 12-årige Marie Munk Rasmussen fra Solbjerg ved Aarhus i hvert fald.

Hun er en af dem, der har fået øjnene op for biavl de seneste år. Der strømmer nemlig nye medlemmer til Danmarks Biavlerforening, som nu har rundet mere end 6.000 medlemmer.

Det er en ny type medlemmer, der har fået øjnene op for biavl, lyder det fra foreningen selv; I stedet for ældre mænd, er det i højere grad unge, kvinder, familier og boliglaug, der nu melder sig ind.

Blandt andre Marie Munk Rasmussen.

- Der sker noget spændende hele tiden, og så får man også et produkt ud af det. Det er fedt at vide, at når man spiser det, har man faktisk stået med det i hånden, fortæller hun.

I husets tilstødende garage står både honningslynge og kasser med bøtter til honningen.

Interessen for bistaderne fik hun ind allerede med de spæde barndomsår.

- Min far har haft bier, og så fangede jeg interessen, da jeg var med ude at kigge, siger hun.

  • Bierne stod øverst på ønskesedlen til Marie Munk Rasmussens 12-års fødselsdag. (© Dr Østjylland)
  • Hun har omkring 100.000 bier. (© Dr Østjylland)
  • Noget af det bedste ved bierne er, at de sikrer frisk og lækker honning, synes Marie Munk Rasmussen. (© Dr Østjylland)
  • Hun har sammen med sin mormor været på kursus i den lokale biavlerforening. (© Dr Østjylland)
  • Interessen for biavl stammer fra dengang, hendes far havde bier. (© Dr Østjylland)
1 / 5

Vigtigt med nye medlemmer

De seneste år er biavlerforeningen vokset med et par hundrede medlemmer om året, og det er godt, hvis erhvervet skal bestå, lyder det fra Rune Haugaard Sørensen fra Danmarks Biavlerforening.

- Det er rigtig vigtigt, for den gennemsnitlige biavler har ikke lige så mange bier som før i tiden, så hvis vi skal opretholde en fornuftig bestand af bier her i Danmark, skal vi have flere biavlere, siger han.

Marie Munk Rasmussens mor, Anne Munk Rasmussen, var ikke i tvivl, da datteren ønskede sig bier i fødselsdagsgave.

- Jeg tænkte: 'Spring ud i det!' Det er en rigtig, rigtig fin hobby at have, og vi har selv haft bier før, og der er rigtig god hjælp at hente i lokalforeningerne, hvor hun er medlem og her i foråret har taget et kursus sammen med sin mormor, fortæller hun.

Og den friske honning på bordet er da også et højdepunkt.

- Det er da skønt at sidde dér søndag morgen med rundstykker og egen honning, siger hun.