Bland jer udenom, mor og far: Studerende falder oftere fra uddannelsen, hvis de vil gøre forældre stolte

De nyudklækkede studenter bør gå efter deres faglige interesse, hvis de vil vælge rigtigt i uddannelsesjunglen, lyder rådet.

David Alexander Dinesen er en af de mange unge, der står over for at skulle vælge en videregående uddannelse. (© Dr Østjylland)

Der er blevet sat mange huer på hovederne af elever på ungdomsuddannelser i denne uge.

Lige nu fylder friheden og den kommende studenterkørsel hovederne. Men på et tidspunkt skal de unge kigge lidt længere frem end den næste øl, og for mange af de unge hviler øjnene på en videregående uddannelse.

Der er frist for at søge ind på de videregående uddannelser om en uge, og derfor har den nyudklækkede student fra Risskov Gymnasium David Alexander Dinesen talt en del med sine forældre om det kommende studievalg.

- Selvfølgelig snakker jeg jo meget med dem om, hvad man gør sig af tanker og så videre..., siger han.

Ikke ligegyldigt, hvad man vælger ud fra

Men det er ikke ligegyldigt, hvad de unge lægger vægt på, når de skal vælge deres kommende uddannelse. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut.

For der er væsentligt mindre risiko for at falde fra studiet det første år, hvis de studerende har valgt uddannelsen ud fra en faglig interesse, end hvis de ikke har. For har man søgt ind på studiet på baggrund af en faglig interesse, er ens risiko for at falde fra det første år 18 procent.

Har man ikke søgt ind på baggrund af en faglig interesse, er ens risiko for at falde fra det første år derimod 24 procent.

Derfor har Andreas Pihl Kjærsgård, der er konsulent ved Danmarks Evalueringsinstitut og står bag undersøgelsen, et par gode råd til de unge mennesker, hvis kærligheden til uddannelsen skal vare ved.

- Find ud af, hvad der fagligt interesserer dig og så find de uddannelser, der matcher de her faglige interesser. Hvis du gør det, er du ret sikker på, at du vælger en uddannelse, du vil blive på og gennemføre.

Til gengæld ser det noget værre ud, hvis de unge lytter lidt for meget til deres forældres ønsker til en kommende uddannelse.

Hvis man vælger studie for at gøre sin familie glad og stolt, øger man nemlig sin frafaldsprocent med to procentpoint, så ens risiko for at falde fra det første år er 20 procent.

Hvordan man undgår at presse for meget på?

Men hvad gør man som forældre, hvis man gerne vil hjælpe sit barn med at finde drømmeuddannelse - uden at presse for meget på? Man skal først og fremmest lytte, siger Anita Winnie Petersen, der er projektmedarbejder og optagelsesvejleder i studieservice på VIA University College i Aarhus.

- Man skal ikke presse. Man skal spørge åbent, fordomsfrit og nysgerrigt ind til ønsker og drømme, som den unge har, og så skal man slå lyttelapperne ud, når den unge har brug for at læsse tanker, tvivl og refleksioner af, siger hun.

Men samtidig må man også gerne hjælpe den unge – primært med at søge informationer om uddannelserne, mener hun.

- Så kan man jo sætte sig sammen og kigge på uddannelserne på hjemmesiderne og se på studiemiljø og studieopbygning, så man kan få en snak om, om det passer til den person, man er, siger hun.

Hør Anita Winnie Petersen give gode råd til forældre i P4 Østjylland:

Her og nu har David Alexander Dinesen planer om et par sabbatår, men derefter er han i tvivl om, hvilken uddannelse han skal vælge.

- Jeg har haft forskellige oppe at vende. Jeg har kigget på noget tysk, noget uddannelsesvidenskab og noget fysioterapeut, så det er meget blandet, siger han.

Han har brugt sine forældre som sparringspartnere. Og de har givet især én vigtig pointe videre:

- De siger, jeg skal vælge efter det, der interesserer mig. Så jeg tænker mest på, hvad jeg går op i og noget, jeg kan se mig selv i, siger han.

Der er frist for at søge ind på en videregående uddannelse gennem kvote 1 om en uge, 5. juli klokken 12.00.

Facebook
Twitter