Bliver mænd tilgodeset ved eksamener? Aarhus Universitet indfører anonyme prøver

Anonymiteten skal sikre, at de studerende ikke vurderes på baggrund af køn og etnicitet.

Underviserne på Statskundskab på Aarhus Universitet vil ikke risikere at få skudt i skoene, at de vurderer de studerende efter køn. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Det er underviserne selv, der ønsker, at de skriftlige eksaminer for de studerende på statskundskab på Aarhus BSS på Aarhus Universitet bliver gjort anonyme i januar, så der hverken står navn eller studienummer på opgaverne.

Lektor Gitte Sommer Harrits begrunder det med, at der findes forskning, der viser, at man ubevidst tillægger køn og etnicitet en betydning, når man bedømmer en opgave.

Og det er de kvindelige studerende, der risikerer at blive tabere ved den ubevidste diskriminering.

- Man har en tendens til at bedømme kvinder hårdere, og vi ser ingen grund til at have den risiko, så vi vil gerne anonymisere, siger hun.

Gitte Sommer Harrits siger, at der dog indtil videre ikke har været mistanke om, at nogen er blevet diskrimineret på grund af køn eller etnicitet.

Studerende bakker op

De studerende ved statskundskab synes, de anonyme eksaminer er en god idé.

Statskundskabsstuderende Steffen Andersen mener, det er vigtigt, at intet ubevidst spiller ind ved en eksamensvurdering.

- Man skal være så tæt på den rene vurdering af en eksamenspræstation som overhovedet muligt. Hvis man kan undgå en forudindtagethed, som kan forekomme ved at kende navn eller køn, så er det anonyme at foretrække, lyder det fra den studerende.

På DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, på AU laver man nu et pilotprojekt med anonyme eksaminer - og først gang i forbindelse med årets vintereksaminer.

På en anden afdeling, Health, på Aarhus Universitet har man altid anonymiseret eksaminerne.

Her ikke med køn eller etnicitet som begrundelse, men fordi de studerende ikke skulle bekymre sig om, hvorvidt de blev vurderet ud fra, om underviseren kendte dem eller ej, skriver universitets avis, Omnibus.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.