Blomkålsblade ender i suppen, og plastik fra operationer genanvendes: Sygehuse vil være grønnere

Region Midtjylland har afsat seks millioner kroner til at gøre sygehusene mere bæredygtige.

I køkkenet på Regionshospitalet Randers bliver de fleste råvarer genanvendt i supper i stedet for at blive smidt ud. (© Dr Østjylland)

I køkkenet på Regionshospitalet Randers bliver alle råvarer brugt.

Både toppen af porrerne og bladene omkring blomkålshovedet, som ellers normalt nemt ryger i skraldespanden.

Men i køkkenet har de i mange år arbejdet med madspild for at mindske deres påvirkning af klimaet, fortæller cheføkonoma Mona Carøe.

- Vi er optagede af, hvordan vi får genanvendt det hele. Når vi laver suppe, putter vi toppen af porrerne i, for de fejler jo ikke noget. Og blomkålsbladene river vi og bruger i salaten eller lasagnen. Det giver rigtig god mening at få anvendt alle vores råvarer i stedet for at smide dem ud, siger hun.

Derudover sorterer køkkenafdelingen også sit affald, så det kan blive genanvendt.

Toppen af porrerne bliver brugt i dagens suppe i stedet for at ende i skraldespanden. (© DR Østjtylland)

Men det kan være svært at gøre, fordi emballagen ikke altid er lavet til nemt at kunne sorteres. Derfor er Mona Carøe glad for, at Region Midtjylland nu vil sætte flere penge af i næste års budget til at fremme bæredygtigheden.

- Det vil være fornuftigt at kigge på emballagen, fordi der bliver brugt rigtig meget af det. Og man kunne godt anvende noget, der er mere bæredygtigt. Problemet er, at det ofte er dyrere end den almindelige plast, vi bruger i dag, siger Mona Carøe.

Regionshospitalet i Randers er ikke alene om at skulle tænke på klimaet. For regionsrådspolitikerne har nemlig tidligere på ugen besluttet, at Region Midtjylland skal være grønnere, og der er blevet sat penge af til at gøre blandt andet sygehusene mere bæredygtige.

Færre skraldespande

Hospitalsdirektør Jonas Dahl er glad for, at klimaet nu bliver prioriteret fra politikernes side.

- Noget af den her omstilling kommer til at koste penge, fordi vi er nødt til at omlægge vores produktion. Så at vi nu får den anerkendelse fra politikerne om, at vi skal være mere bæredygtige, gør også, at vi får flere muligheder for rent faktisk at få det ud i livet.

Han ser gerne, at der bliver sat en indsat ind over for hospitalets affald, som der er rigtig meget af. For der bliver ifølge ham produceret syv til otte tons affald på sygehuset om ugen.

Som et forsøg har sygehuset fjernet 25 skraldespande på en afdeling og erstattet dem med én stor. Det sparer 43 kilo plastik om året fra affaldsposerne.

Plastik fra operationsstuer bliver genanvendt

Også på operationsgangen arbejder de på at genanvende mere af deres affald.

Der er en regel om, at hvis plastikken har været indenfor en meters afstand af patienten, må det ikke sendes ud af huset på grund af risikoen for bakterier. Men resten af affaldet fra operationsstuen bliver sorteret og sendt til genanvendelse.

Men det kan være udfordrende at finde tid til at få sorteret affaldet i løbet en travl arbejdsdag, og derfor glæder afdelingssygeplejerske Joan Christensen sig over, at regionen sætter penge af til at gøre regionens sygehuse grønnere.

- Vi sorterer jo i forvejen, og vi putter plastikken i en pose. Det, vi mangler nu, er at finde en måde, så det ikke kommer til at tage væsentlig længere tid, men hvor man har systemet inde på stuerne, hvor man kan sortere direkte, siger hun.

Affaldet fra operationsstuerne bliver sorteret, så mest muligt kan genanvendes, fortæller afdelingssygeplejerske Joan Christensen. (© Dr Østjylland)

Hun mener også, at der skal sættes fokus på, hvad man køber for på den måde at sikre en lettere genanvendelse.

- Det er vigtigt, at emballagen er af et ordentligt plastmateriale. Det kan ikke hjælpe noget, hvis vi som region ikke stiller krav til producenterne om det, siger Joan Christensen.

Flere penge til grøn omstilling

Regionsrådspolitikere afsatte tidligere på ugen mere end 30 millioner kroner på næste års budget til at sætte fut under den grønne omstilling.

Og det er vigtigt, fortæller Anders Kühnau (S), der er regionsrådsformand.

- Når vi har en regering, der har sat et mål om at reducere CO2-udslippet med 70 procent i 2030, så stiller det nogle krav til os som myndighed og region. Vi driver sygehuset, og vi bruger rigtig meget energi, og vi har rigtig meget affald. Og den slags skal vi blive meget bedre til at håndtere i fremtiden, siger han.

Især på sygehusene er der virkelig noget at hente på klimaregnskabet. Derfor vil regionen bruge seks millioner kroner på at gøre regionens sygehuse mere bæredygtige.

- Vi skal blive bedre til at fokusere på det energiforbrug, vi har på vores hospitaler. Der er rigtig meget, som skaber et ret stort klimaaftryk fra vores hospitaler. Og det betyder, at vi sådan set er med til at gøre CO2-niveauet værre. Og det skal vi have nedbragt blandt andet ved at lave mere bæredygtig strøm med solceller og bruge mindre plastik, siger Anders Kühnau.