Bookingkaos og lang ventetid får Færdselsstyrelsen til at lancere ny service til kørelærere

- Det er helt klart en stor fordel, siger formanden for Aarhus Kørelærerforening, der er frustreret i øjeblikket.

Mange kørelærere har meldt om store problemer med at få elever til teori- og køreprøver. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Færdselsstyrelsen forsøger nu at tage brodden af den værste kritik fra kørelærere, der har meldt om store vanskeligheder med at få booket køreprøver til deres elever.

Med en ny mail- og notifikationsservice vil Færdselsstyrelsen i langt tættere dialog med kørelærere i et mere afgrænset område af landet og blandt andet give dem information om, hvornår de kan booke prøver, lige der hvor de holder til.

Færdselsstyrelsen overtog 1. oktober ansvaret for afviklingen af teori- og køreprøver fra politiet, men et nyt bookingsystem med adgang én gang om ugen og en pukkel af køreprøver efter corona har skabt dybe frustrationer hos mange kørelærere, der har svært ved at få deres elever til prøve.

- Vi har manglet en indgang til de enkelte kørelærere i de enkelte områder, og kørelærerne har efterspurgt mere information fra os, siger vicedirektør i Færdsselsstyrelsens afdeling for kørekort Brian Paust Nielsen.

På et møde i Dansk Kørelærer Union i sidste uge fandt Brian Paust Nielsen for eksempel ud af, at der var en kørelærer med storvognsprøver på Bornholm, som savnede at kunne melde en elev til en prøve, for der var ingen.

Færdselsstyrelsens data sagde ikke noget om manglen på prøver det pågældende sted, men håbet er, at den nye mailservice kan give et langt bedre datagrundlag, så de situationer ikke gentager sig, lyder det fra Brian Paust Nielsen.

- Jeg håber, at kørelærerne kan komme i tættere dialog med os, så de kan sige til os, hvad de har brug for. Vel vidende at vi har mangel på køreprøver på grund af corona, siger vicedirektøren, der erkender, at Færdselsstyrelsens mange informationer i flere tilfælde ikke er kommet ud til kørelærerne.

Aarhus-kørelærer: Giv prøver fri i afgrænset område

I Aarhus modtager kørelærer og formand for kørelærerforeningen Marianne Heimdal nyheden fra Færdselsstyrelsen med glæde.

- Det er helt klart en stor fordel for os kørelærere, at vi får den direkte information om prøver og aflysninger til vores eget område. For lige nu skal man ind og lede efter det, siger hun.

Efter Færdselsstyrelsens overtagelse af køre- og teoriprøver bliver der hver mandag på et fast tidspunkt lagt prøver ud i Vestdanmark og hver onsdag i Østdanmark, som alle landets kørelærere kan byde ind på.

Det har ifølge Færdselsstyrelsen betydet, at nogle kørelærere i områder, der er udfordret af særlig mangel på køreprøver, booker på tværs af landet og dermed skaber propper i systemet.

Det nye mailsystem afskaffer ikke muligheden for at booke prøver i hele landet, men Færdselsstyrelsen har sendt en opfordring ud til kørelærerne om at blive i deres egne områder.

Ifølge Marianne Heimdal er det dog stadig et problem. Hun ser lige nu mange sjællandske køreskoler i Aarhus, der tager teoriprøver.

- Det er lidt træls, at det ikke er vores lokale elever, der kommer til prøver i Aarhus, siger hun og opfordrer til, at teori- og køreprøver kun gives frit i afgrænsede områder.

- Vi har haft ét forsøg med udlægning af prøver på den måde, hvor det lykkedes. Der blev lagt væsentlig flere prøver ud, end der gør hver mandag. Der var ledige prøver hen over hele weekenden som i de gode, gamle dage, siger Marianne Heimdal.

Hun kalder den nuværende situation med så få teori- og køreprøver "en kæmpe stressfaktor for kørelærerne".

- Det er en frustrerende hverdag. Det er blevet bedre, men det kan kun blive endnu bedre, siger Marianne Heimdal.

Styrelsen varsler flere ændringer

Brian Paust Nielsen kunne sagtens forestille sig, at det nye system kan blive brugt til eksempelvis kørelærere i Østjylland i god tid får at vide, at de før andre kan booke prøver i deres eget område.

- Jeg er ret sikker på, at vi kommer til at gøre det, hvis vi bliver ved med at se den her rejsen på tværs af landet. Den ødelægger data, er dyr for eleverne og kørelærerne og samfundet.

- Vi har hørt eksempler på, at der rejses fra København til Bornholm. Og fra København til Aalborg for at tage en teoriprøve. Det er jo ikke hensigtsmæssigt, siger Brian Paust Nielsen.

Se en video om ændringerne i teori- og køreprøvesystemet, og hvad forventningerne var til det nye system:

Det helt store problem er dog fortsat manglen på køreprøver, erkender vicedirektøren.

- Men vi har skruet massivt op, siden vi overtog området. Lige nu lægger vi køreprøver ud, der svarer til mellem 8.000 og 8.500 per uge. Vi forventer at skrue endnu mere op, siger Brian Paust Nielsen.

Hvornår forventer I, at ventetiden er barberet ned?

- Det er svært at sige helt konkret. Vi bliver bedre og bedre til at lægge prøverne de rigtige steder. Det ser ud til, at vi allerede nu høvler af bunken.

- Vi arbejder benhårdt på, at de prøver, vi lægger ud, ligger fem uger ude i fremtiden, så kørelæren kan planlægge sine aktiviteter, men også at eleven 14 dage efter en bestået teoriprøve kan få en køreprøve, siger Brian Paust Nielsen.

Færdselsstyrelsen har ikke på nuværende tidspunkt et tilstrækkeligt overblik over, præcist hvor mange, der venter på teori- og køreprøver, og hvor længe de venter.

Men der har været meldinger om flere måneder lang ventetid.

Regeringen og Færdselsstyrelsen regner med, at der vil gå et til to år, før situationen omkring teori- og køreprøver er tilbage ved normale tilstande.

FacebookTwitter