Borgere i Chris Ankers barndomsby vil opkalde en vej efter ham

De lokale politikere vil gerne arbejde videre med ideen.

I Chris Anker Sørensens barndomsby, Hammel, breder der sig et ønske om at opkalde en vej efter den afdøde cykelrytter og tv-kommentator.

Den afdøde cykelrytter og tv-kommentator Chris Anker Sørensen bør få en vej opkaldt efter sig i barndomsbyen Hammel.

Det mener Henrik Tofte, der selv bor i byen og for nylig lancerede forslaget i en Facebook-gruppe for lokale borgere.

- Folk i byen har været stolte af ham, og jeg synes godt, man kan mindes Chris Anker Sørensen ved at opkalde en vej eller en plads efter ham, siger han.

Kort efter at forslaget kom på Facebook, havde det fået knap 300 positive reaktioner. Det viser, at Chris Anker Sørensen har haft en betydning for mange mennesker, mener Henrik Tofte.

- Jeg har selv fulgt ham i Tour de France og andre store løb, især når det gik op ad bakke, og når fårene skulle skilles fra bukkene. Jeg har heppet på ham, og det har mange jo gjort. Jeg kunne forestille, at ekstra mange har gjort det i Hammel, siger han.

I tiden efter at Chris Anker Sørensen på tragisk vis mistede livet i en trafikulykke i Belgien fortalte flere Hammel-borgere, at han var en helt - og samtidig et helt almindeligt menneske - når han kom forbi sin barndomsby.

Han fik aldrig fine fornemmelser eller glemte sine rødder i Østjylland, lød det fra flere sider.

Lokale politikere er positive

I Facebook-tråden med de mange positive reaktioner foreslog en borger, at Henrik Tofte skrev til Favrskov Kommunes byråd for at få dem til at gå videre med ideen.

Han forfattede derfor kort efter en e-mail til borgmester Nils Borring (S), der efter få dage svarede, at det allerede var i politikernes tanker, og at de vil arbejde videre med ideen.

I Favrskov Kommune er der ikke tradition for at opkalde veje eller pladser efter afdøde personer, men allerede før Chris Anker Sørensens tragiske død diskuterede byrådspolitikerne muligheden.

I 2012 blev DM i landevejscykling kørt på de veje omkring Hammel, Chris Anker Sørensen kendte som ingen andre. (Foto: Lars Rønbøg (Scanpix))

Ifølge formanden for teknisk udvalg, Anders G. Christensen (V), skal der nogle retningslinjer på plads, før det kan besluttes, men han er positiv over for, at Chris Anker Sørensen får opkaldt en vej efter sig i Hammel.

- Der er ingen tvivl om, Chris Anker Sørensen vil være en oplagt kandidat, når vi kommer dertil. Selvfølgelig efter dialog med familien, siger Anders G. Christensen.

Kan gå op til fem år

Indenrigsministeriet anbefaler, at der skal gå tre til fem år efter et dødsfald, før man opkalder en vej efter nogen. Så længe venter Henrik Tofte gerne.

- Det er måske en slags sørgeperiode, og så må vi have lidt tålmodighed. Men Chris Anker Sørensen er ikke glemt af borgerne i Hammel eller andre steder i landet om tre-fem år. Det tror jeg mange vil vente gladeligt på, siger Henrik Tofte.

For to uger siden mindedes Chris Anker Sørensens barndomsklub, Hammel Cykle Klub, deres afdøde helt med et æresløb i byen.

Omkring 600 mennesker var mødt op udenfor klubhuset i Hammel, hvor der blev holdt et minuts stilhed. Herfra kørte de mange fremmødte ud på en 60 kilometers tur, der er blevet døbt "Chris Anker-ruten".

Se en video fra æresløbet herunder:

Chris Anker Sørensen blev 37 år gammel.

I sin aktive karriere, som strakte sig fra 2005 til 2018, tilbragte han størstedelen hos Bjarne Riis' hold.

Gennem karrieren nåede Chris Anker Sørensen at deltage i Tour de France fem gange, Vuelta a Espana fire gange og Giro d'Italia tre gange. I sidstnævnte løb vandt han i 2010 en etapesejr.

Facebook
Twitter