Borgmesterposter udløser fed pension

Det kan godt betale sig blive borgmester. Posten udløser nemlig en klækkelig pension.

Borgmesterposter udløser fed pension (Foto: Maria Larsen © DR-Fyn)

Hvis der står borgmester på cv'et, så skal man ikke frygte for alderdommen, for der er smør til brødet. Borgmesterposten udløser nemlig en klækkelig pension.

- Hvis man har været borgmester i Aarhus i fire år, vil det udgøre et beløb på 170.000 kroner, siger Natalia Lindsdal, der er Juridisk Konsulent hos KL.

Det er kommunens størrelse og antallet af år, borgmesteren har tjent, der afgør, hvor stort pensionsbeløbet bliver. Derfor stiger beløbet væsentligt efter to valgperioder på borgmestertaburetten i Aarhus.

- Der vil man formentligt ligge 100.000 kroner højere. Omkring 276.000.

Efter en enkelt valgperiode på posten modtager borgmesteren pension i 12 år. Efter to valgperioder stiger det til 20 år.

En af de tidligere borgmestre i Aarhus, er Venstres Louise Gade, der sad på posten i en enkelt valgperiode. Hun synes ordningen er helt fair.

- Fordi man går ind og bruger en del af sit liv som fuldtidspolitiker, så skal man ikke fratages muligheden for pension, som man iøvrigt havde haft i et hvilket som helst andet job. Hvis man ikke også knytter pension til det at være politiker på fuld tid, så tror jeg, det bliver endnu sværere at rekruttere folk, for så bliver det endnu mere omkostningsfuldt at gå ind i politik.

Det kan faktisk have store konsekvenser for karrieren at have den øverste post i kommunalpolitik, da det ikke er lige attraktivt for alle arbejdsgivere at ansætte en offentligt person med klare politiske holdninger.

- Til at starte med, er det nødvendigvis ikke nemt at få job, når man har været fuldtids-politiker. Jo flere år man har været der, jo sværere er det. Der er rigtig mange eksempler på tidligere politikere, der har rigtig svært ved at få job, siger den tidligere Venstre-borgmester Louise Gade.

Facebook
Twitter