Bue og strenge: Flere børn skal prøve kræfter med klassisk

Ny musikhandlingsplan til 158 millioner vil bl.a. støtte større samarbejde mellem musikskoler og folkeskoler.

Samarbejde mellem musikskoler og folkeskoler skal give skolebørn mulighed for at prøve kræfter med de svære strygeinstrumenter. Det er en del af Kultuministeriets nye musikhandlingsplan. (© DR Nyheder)

Regeringen vil kaste flere penge efter samarbejdet mellem musikskolerne og folkeskolen.

Mandag offentliggjorde Kulturministeriet en ny musikhandlingsplan, der uddeler i alt 158 millioner kroner til musikmiljøet over en fireårig periode.

Der er blandt andet sat penge af til at støtte regionale spillesteder og give honorarstøtte til orkestre, men de 23 millioner er øremærket til musikinitiativer for børn og unge.

Håbet er, at det kan give eleverne bedre muligheder for at udfolde sig musikalsk.

Strygeorkester i 2. klasse

Et af de projekter, som får glæde af pengene, er Orkestermester, der får ti millioner kroner i støtte over de næste fire år. Hvinningdalskolen i Silkeborg er en del af projektet, og skolen har fået et strygeorkester for elever i 2. klasse.

Siden september har eleverne hver uge kunnet prøve kræfter med at spille på forskellige instrumenter og udvikle deres musikalske evner, som de mandag viste frem for kulturminister Mette Bock (LA), der var på besøg.

- Det har været sjovt. Og lidt svært, siger Bjørn Rosenkilde fra 2. klasse.

Og Alma Randeris håber på, at de kan få lov til at blive ved med udfordringerne på strygeinstrumenterne.

- Jeg vil meget gerne blive ved med at spille, siger hun.

Instrumenter i børnestørrelse

Nordea-fonden har været med til at finansiere de mange strygeinstrumenter i børnestørrelse. Og pædagogisk leder Niels Folke sætter pris på, at der bliver investeret i at give børnene musikalske muligheder.

- Strygeinstrumenter er ikke det nemmeste at gå i gang med. Det kan børnene her bekræfte. Det er meget svært tilgængelige instrumenter. Og for at det ikke skal være helt uoverskueligt, så er det vigtigt, at instrumenterne passer med deres armlængde, siger han.

Den pædagogiske leder sætter pris på det politiske skulderklap.

- Det er en stor anerkendelse af, at musik har en værdi, også i skolen, siger Niels Folke.

- Og det er spændende, at man fra politisk side har øje for, at der også skal midler til for at få det her til at køre, siger han.

Netop koblingen mellem musik og læring er også vigtig for kulturminister Mette Bock.

- Lige præcist det samarbejde mellem musikskoler og folkeskoler gør, at rigtigt mange børn opdager musikken. Det tror jeg, er en rigtig fin investering i ikke bare børnenes musikalske dannelse, men også fordi de får ting med sig, de kan bruge i andre sammenhænge, siger hun.

Også støtte til digital børnemusik

Gunnar Madsen er daglig leder af ROSA, Dansk Rock Samråd i Aarhus, og han havde gerne set den rytmiske musik repræsenteret bedre i forhold til børn og undervisning.

- Jeg synes ikke helt, at den rytmiske musik bliver tilgodeset i forhold til den betydning, den har i den brede befolkning, siger han.

Men han er glad for, at planen også giver 3,2 millioner til at lade børn arbejde med elektronisk musik.

- Vi kan mærke, at der er en meget stor interesse fra børn for at arbejde musikalsk og kreativt med de digitale devices, der er deres generations. Det er en naturlig udvikling – ligesom den gang vi gik fra kun at undervise i blokfløjte til også at undervise i guitarspil, siger han.

- Det er rigtigt fedt, at ministeren har valgt at tydeliggøre, at den del af undervisningen spiller en rolle, siger Gunnar Madsen.

Det satser Kulturministeriet på i musikhandlingsplan 2019-22

  • 23,2 mio. kr. i perioden til initiativerne OrkesterMester, Levende Musik i skolen og Strøm til Børn.

  • Honorarstøtte, der skal sikre, at vækstlaget og de smalle genrer når bredere ud.

  • Transportstøtte-ordning, der skal sikre, at de professionelle orkestre når ud i hele landet.

  • 24,4 mio. kr. til de regionale spillesteder.

  • Arbejdsstipendier og arbejdslegater til komponister og sangskrivere.

  • Særligt fokus på de unge talenter, der står på spring til en international karriere.

  • Music Export Denmark skal udvikle og understøtte eksport og international formidling af dansk professionel rytmisk musik.Kilde: Kulturministeriet

FacebookTwitter