Bybusser reklamerer for nationalistisk parti

Partiet Dansk Samling reklamerer på bagenden af bybusserne i Aarhus

Busserne i Aarhus er foreløbig de eneste i landet, der reklamerer for partiet Dansk Samling. (Foto: Dr)

Som det første sted i landet kører bybusserne i Aarhus rundt med reklamer for det lille nationalistiske parti Dansk Samling.

Reklamerne skal hjælpe partiet med at komme i Folketinget, forklarer kampagneleder Kasper Ravn Fredensborg fra Dansk Samling.

- Generelt har vi nok flere potentielle vælgere i Jylland end på Sjælland, siger han.

Reklamerne på bybusserne i Aarhus kræver stop for ikke-vestlig indvandring og opfordrer aarhusianerne til at aflevere deres underskrifter, så partiet kan stille op til næste folketingsvalg.

Der skal godt 20.000 underskrifter til at komme i Folketinget. Det kan godt blive svært, fordi der er konkurrenter på højrefløjen, forklarer professor Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

Han peger på Danskernes Parti og De Nye Borgerlige.

- Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er stemmer og underskrifter til dem alle sammen, siger Rune Stubager.

Kasper Ravn Fredensborg er byrådsmedlem i Herning og tidligere medlem af Dansk Folkeparti, men dét parti er han færdig med.

- Dansk Folkeparti har de senere år oplevet et skred og er mere blevet et moderne socialdemokrati, mener Kasper Ravn Fredensborg.

Han anslår, at Dansk Samling har 500 partimedlemmer i hele landet, og at 60 af dem bor i Østjylland.

Facebook
Twitter