Byråd afgør: Slut med kønsopdelt svømning i Aarhus

Et flertal i Aarhus Byråd har besluttet at forbyde kønsopdelt svømning i kommunens svømmehaller.

Gert Bjerregaard, politisk ordfører for Venstre i Aarhus, er en glad mand efter aftenens afstemning. (Foto: Flemming Krogh © Scanpix)

Det er slut med kønsopdelt svømning i de aarhusianske svømmehaller.

Byrådet i Aarhus Kommune har netop besluttet at forbyde kønsopdelt svømning i kommunens svømmehaller – et tilbud, der ellers har været populært i Gellerupbadet.

Ud af 31 byrådsmedlemmer sagde 26 ja til at afskaffe den kønsopdelte svømning, mens kun fire stemte mod. Kun Det Radikale Venstre og Enhedslisten stemte mod.

Forbuddet gælder allerede fra denne uge.

Forslaget havde forinden skabt splittelse i byrådet og mødt kritik fra Institut for Menneskerettigheder, som tidligere har truet med at klage til Ligebehandlingsnævnet.

Ligeledes havde også gruppen ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” kritiseret forslaget voldsomt og arrangeret en demonstration forud for dagens byrådsmøde, hvor nogle af de demonstrerende var iført de såkaldte ”pussy-hatte”, som i USA er blevet symbol på modstanden mod den amerikanske præsident Donald Trump.

- Vi synes jo, man kan drage paralleller mellem Trump og Aarhus Byråd. Vi synes, den holdning, de har over for kvindesvømmerne i Gellerup, er ret kvindefjendsk, sagde gruppens talsperson Elsebeth Fredriksen om den beslutning forud for demonstrationen.

- Nogen ønsker ikke danske værdier

Politisk ordfører for Venstre i Aarhus, Gert Bjerregaard, er en tilfreds mand efter aftenens afstemning. Det var allerede tilbage i foråret 2016, at Venstre stillede forslaget om at afskaffe den kønsopdelte svømning, og siden har bølgerne i debatten gået højt.

- Jeg tror, det har været en værdidebat over denne lange periode. Man har nogen, der har villet tilsidesætte nogle danske værdier, og der er en stor del af Byrådet, der støtter op om de værdier, så vi sikrer en bedre integration, siger han om begrundelsen for afstemningens udfald.

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) ærgrer sig over, at kvindesvømningen i Gellerupbadet, der har været et efterspurgt tilbud i mere end ti år, nu droppes.

- Vi ved, det er almindeligt, at man dyrker kønsopdelt sport i hele samfundet. Man har bare ønsket at gøre det her til et problem, fordi det ligger i Gellerup, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.