Byråd sætter udvalgsformænd ned i løn: Lønnen skal afspejle virkeligheden

Udvalgsformænd i Favrskov Kommune bliver sat ned i løn - til gengæld får byrødderne lønforhøjelse.

Alle lokalpolitikerne i Favrskov - og også de nye udvalgsformænd - støtter den mere ligelige fordeling af pengene. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Lønnen skal afspejle virkelighedens arbejdsbyrde.

Det mener politikerne i Favrskov Kommune, og derfor bliver de nye formænd for udvalgene i kommunalbestyrelsen sat ned i løn.

Til gengæld bliver der mere til de menige byrådsmedlemmer, fortæller Favrskovs borgmester Niels Borring (S).

- Det honorar, vi tidligere har givet til vores udvalgsformænd, har været i det, man kan kalde den pæne ende, siger han.

Det bliver derfor sænket fra cirka 230.000 kroner til cirka 150.000 kroner om året, mens menige medlemmer af byrådet får en stigning i deres honorar fra cirka 35.000 til cirka 50.000 kroner.

De menige medlemmer af kommunalbestyrelsen har nemlig også en stor arbejdsbyrde, da læsemængden er den samme for alle, mener Niels Borring.

- Vi mener, at det bedre afspejler virkeligheden. Det er de eksterne opgaver, der adskiller en udvalgsformand fra menigt medlem. Der er nogle ugentlige møder med direktørerne, men ikke i et omfang, som gør, at de skal have så meget mere i honorar end et menigt medlem, siger han.

Alle lokalpolitikerne i Favrskov, også de nye udvalgsformænd, støtter den mere ligelige fordeling af pengene.

Facebook
Twitter