Byrådsmedlem i Randers: Ombudsmand skal stoppe besparelser

SF'er vil klage til ombudsmanden over, at Randers vil spare 23 mio. på udsatte børn og unge.

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen skal se på Randers Kommunes besparelser. Det kræver byrådsmedlem Charlotte Bromann Mølbæk (SF). (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Besparelser for millioner af kroner på de mest udsatte børn og unge i Randers kan blive en sag for Folketingets ombudsmand. For SFs byrådsmedlem Charlotte Broman Mølbæk vil klage, hvis byrådet vedtager besparelsen på 23 millioner kroner.

Charlotte Broman Mølbæk er utilfreds med planen om at spare på behandlingen af børn og unge, der mistrives.

- Det som ombudsmanden kan gøre, er at stille politikerne til regnskab. For vi ved, hvad vi mangler – at have en ordentlig støtte, så de her børn og unge får hjælp. Og flertallet vil gøre det stik modsatte.

Randers Kommunes hjælp til udsatte børn og unge er i forvejen udsat for stærk kritik.

Sagsbehandlingen i kommunens familieafdeling har været så dårlig, at den ofte brød loven, og derfor er der nu ansat flere socialrådgivere til at klare presset.

- I forvejen ved vi, at vi ikke overholder loven i Randers Kommune. Børn og unge, der er særligt sårbare, får ikke den hjælp, de skal have. Og så har man altså tænkt sig at spare 23 millioner, siger Charlotte Broman Mølbæk.

I efteråret afviste Folketingets ombudsmand Jørgen Steen Sørensen at gribe ind overfor Randers Kommune, men hvis besparelserne bliver gennemført, er situationen en anden, mener Charlotte Broman Mølbæk.

- Ombudsmanden holder jo øje med situationen. Når politikerne så har tænkt sig at tage så drastiske skridt, så har jeg en forventning om, at han vil påtale det og eventuelt komme med et påbud til Randers Kommune, siger hun.

Facebook
Twitter