Byudvikling presser den østjyske malkeko

På landsplan faldt antallet af kvæg sidste år med omkring to procent.

I alt er der halvanden million kvæg i Danmark. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Der bliver længere mellem køerne i det østjyske, og det er desværre ikke bilkøerne på vejene, men derimod de firbenede, mælkeproducerende husdyr.

På ti år er antallet af kvæg gået fra 150.000 til nu 130.000 dyr i Østjylland.

Det skyldes til dels, at der frem til 2015 var indført mælkekvoter i Danmark.

Hver enkelt landmand har ikke måttet producere alt for meget mælk, og det fik betydning for antallet af køer, fortæller Peter Lund, der er professor i bæredygtigt kvægbrug ved Aarhus Universitet.

- Hvis køerne producerer mere mælk, så er der kun en konsekvens, og det er færre dyr på bedriften, siger han.

Byerne presser køerne væk

En anden god forklaring er, at byudviklingen i Østjylland kan have været med til at skubbe køerne ud.

- Byerne er vokset, så det har også lagt pres på det åbne land. Der er sikkert også en del af kvægproduktionen, der er flyttet længere vestpå eller mod nord eller syd i Jylland, hvor der er mere plads til en husdyrproduktion, siger Peter Lund.

De seneste år har antallet af kvæg dog stabiliseret sig en lille smule i Østjylland.

På landsplan faldt antallet af kvæg sidste år med omkring to procent.

I alt er der halvanden million kvæg i Danmark.

Facebook
Twitter