Checken er væk: Hjemløse kan ikke få udbetalt hjælp uden adresse

Efter checken blev sløjfet som betalingsmiddel, må kommunen og hjemløse gå bøvlede veje for at mønt på lommen.

Reglerne siger, at bankerne skal have dokumentation for, at en person er hjemløs, som et led i at bekæmpe hvidvask. Derfor må hjemløse nu igennem en bøvlet arbejdsgang for at få udbetalt for eksempel pension eller kontanthjælp (arkivfoto). (© colourbox)

Hjemløse har svært ved at få udbetalt deres kontanthjælp, efter at checken blev sløjfet som betalingsmiddel ved årsskiftet.

I stedet skal de bruge et dankort og en bankkonto, men det kræver, at de har billede-id og en folkeregisteradresse, og det har mange af dem ikke.

Det gælder blandt andet 41-årige Brian Jensen, der ikke har en bankkonto, fordi han ikke ejer gyldigt billede-id.

- Det er træls. Jeg vil gerne have en bankkonto, eller det skal jeg have, for ellers kan jeg ikke få min pension, siger han.

Det er blandt andet omkring 50 hjemløse i Aarhus, som lige nu har problemet, fordi de ikke længere kan få deres penge på en check.

De får deres penge ved, at de møder op på forvaltningen og henter en underskrevet lap papir. Derefter afleveres den til Nordea, hvor en kommunal medarbejder står en time hver dag og kan hæve pengene.

Kontorchef for Ydelsescenter i Aarhus Kommune Niels Munksgaard mener, at det er den bedste løsning lige nu.

- Vi skal sikre, at borgerne får de ydelser, som de er berettiget til. Vi håber, at der kommer en mulighed, som gør proceduren unødvendig, men den er ikke til stede i øjeblikket, siger han.

Bankerne forsøger nu sammen med Kommunernes Landsforening at løse problemet med nye fælles retningslinjer, fortæller juridisk direktør i bankernes Interesseorganisation, Finans Danmark, Kenneth Joensen.

- Hvis vi fik mulighed for at sende en pinkode til kommunen og udlevere et dankort til kunden i banken, så ville de to ting ikke følges ad, og så ville man have noget, som formentlig var sikkert nok, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.