Chip skal sørge for grøn medvind til Aarhus-cyklister

Aarhus Kommune tester i dag et nyt system, hvor en chip på cyklen sørger for grønt lys, når en cyklist nærmer sig et lyskryds.

De aarhusianske cyklister slipper for at holde for rødt i trafikken. Pedalerne kommer ikke til at stå stille, hvis et nyt forsøg lykkes.

Aarhus Kommune vil sætte chips på cykler, som sender signaler til bokse på lyskrydsene.

Målet er, at det skal føles som en grøn bølge for cyklisterne.

- Når du som cyklist nærmer dig krydset, registrerer den, at du er på vej mod krydset og så giver den dig prioritet i signalet. Det forklarer projektleder ved Aarhus Cykelby, Pablo Celis til DR Østjylland.

Mindre rødt og mere grønt

- Det vil sige, at hvis der er rødt, skifter den hurtigst muligt om til grønt. Og hvis der er grønt, forsøger den at forlænge den tid, det er grønt for dig som cyklist, så du kommer med over krydset, siger han.  

Foreløbig bliver systemet fra i dag testet i krydset Grønnegade/Åboulevarden midt i Aarhus.

Og hvis det er en succes, vil kommunen lancere tilbuddet til alle byens cyklister på de såkaldte supercykelstier næste forår.

Facebook
Twitter