Coronalukning giver ro på fødegangen: Nyfødte trives med færre besøg

Flere fødeafdelinger overvejer nye besøgsregler, når coronakrisen er ovre.

Coronakrisen har betydet mere ro og mindre trafik mange steder. Også på fødegangene.

For rundt omkring på sygehusene er der faldet en helt særlig ro over barselsafdelingerne, fordi der ikke må komme besøgende på grund af smitterisikoen.

På nogle af fødegangene betyder det mindre babygråd og hurtigere

trivsel
.

Det oplever chefjordemoder på Regionshospitalet i Randers Lone Neumann, som glæder sig over den helt

unikke
baby-boble, familierne er i for tiden, hvor der ikke er nogen forstyrrelser.

- Mor, far og baby har bare hinanden og skal være sammen, de tre. Der er god tid til at ligge og kigge på baby, og forældrenes ro forplanter sig altid til de små børn, siger hun.

Derudover kan sygehuspersonalet også måle og veje, at børnene hurtigere får den

næring
, de skal have og får gang i maven.

For når der er ro, falder morens mælk hurtigere til og babyerne sutter bedre. Og det betyder, at de hurtigere når deres

fødselsvægt
.

- Vi har ikke oplevet så mange børn med store vægttab. Normalt taber børn sig altid efter fødslen. Men taber de op mod ti procent, så betyder det, at barnet ikke er på vej ind i den gode

trivsel
. Og det oplever vi faktisk ikke i den her periode, siger Lone Neumann.

Mindre modermælkserstatning

Også på Regionshospitalet i Horsens er der stor glæde på Afsnit for Mor og Barn, for her mærker de også tydeligt, at der er en anden ro end normalt.

Det fortæller afdelingssygeplejerske Lene Ørnsholt.

- Vi kan se, at det har givet en meget positiv effekt. Mor er ikke så optaget af at skulle planlægge amningen omkring besøgene. Der er mere tid til at have barnet liggende på maven. Og så oplever personalet, at der ikke bliver givet særlig meget modermælkserstatning. Simpelthen på grund af, at de er mere rolige, siger Lene Ørnsholt.

Ledende chefjordemoder Heidi Fischer fra Holbæk Sygehus har bemærket, at ikke kun

førstegangsfødende
har gavn af mere ro. Det har en nybagt storebror eller storesøster også.

- Det er vigtigt at få styr på mængden af besøg efter fødslen. Både for førstegangsforældre, men også flergangsforældre, hvor der er søskende, der skal lære den lille ny at kende, siger Heidi Fischer.

Selvom man umiddelbart kunne tænke, at forældrene må være kede af, at de ikke kan få familie og venner op og se det nye lille vidunder, så oplever afdelingssygeplejerske Lene Ørnsholt fra Horsens faktisk, at de værdsætter roen.

- Vores familier udtrykker stor tilfredshed med, at der simpelthen er mere ro inde på stuerne. Det samme gælder personalet, specielt aftenvagterne, der tidligere har oplevet, at det kunne være svært at få tid sammen med familierne, fordi de havde besøg.

Ro på efter hård fødsel

Nogle af dem, der har oplevet at byde et barn velkommen til verden under de lidt specielle omstændigheder, er Simon Keil Sørensen og Kathrine Friis Sørensen.

For få dage siden fik parret deres første barn på Regionshospitalet Randers. En sund lille dreng, der hedder Laurits, fortæller Simon Keil Sørensen.

- Det var en meget speciel oplevelse. Og en hård en - fordi det tog rigtigt lang tid. Det gik, fordi min kone var så superstærk. En fantastisk, men hård oplevelse, men det er det hele værd, simpelthen!

Lille Laurits får ikke mange besøg på grund af coronareglerne. - Men vi er faktisk helt glade for det. Det giver ligesom mere luft til at prøve sig frem med amning og at skifte ham selv, siger Simon Keil Sørensen sammen med Kathrine Friis Sørensen. (Foto: PRIVATFOTO)

Mere luft til amning

Selvom han og konen glæder sig til at vise deres lille søn frem, så har de ikke savnet at få besøg. Faktisk tværtimod.

- Det skal de nok ikke høre. De forskellige, der skulle have været på besøg, siger den nybagte far med et smil.

- Men vi er faktisk helt glade for det. Det giver ligesom mere luft til at prøve sig frem med amning og at skifte ham selv. Uden der er et rend af mennesker, der hele tiden kommer for at kigge til ham.

Til gengæld er der gode lange pauser mellem, at læger og sygeplejersker ser til barnet, og der er god tid til at få hjælp af personalet.

- Det er vi superglade for.

Selvom coronasituationen har besværliggjort mange ting og bragt meget dårligt med sig, så glæder den lille familie sig over, at de fik lov til at give sønnen Laurits en så rolig start på livet.

- Vi er faktisk rigtigt glade for, at det er, som det er, siger Simon Keil Sørensen.

Dokumentation kræver mere tid

Aarhus Universitetshospital og sygehusene i Esbjerg, Hvidovre og Holbæk melder også om positive erfaringer med færre besøg og mere ro på afdelingerne.

Ikke alle sygehuse kan bekræfte de positive effekter, og flere begrunder det med, at de endnu ikke har data nok til at bakke

tendensen
op. Derfor vil egentlige videnskabelige undersøgelser af
effekten
tage længere tid.

Men i lyset af de positive erfaringer, mens der har været besøgsforbud, overvejer flere barselsafdelinger nu at ændre på reglerne.

På regionshospitalet i Horsens har familierne og de nyfødte under normale omstændigheder besøgstider. Dem vil man nu overveje at skære ned på, lyder det fra afdelingssygeplejerske Lene Ørnsholt.

Heidi Fischer, chefjordemoder på Holbæk Sygehus mener ikke, at forbud er vejen til at

begrænse
antallet af besøg.

- Men nu har vi fået en lidt uventet referenceramme via corona, for hvad ro, tid og nærvær kan betyde. Det giver os som personale et rygstød til at betone vigtigheden af ro og nærvær efter fødslen.

Facebook
Twitter