Stadig flere unge på bistand får tilbudt at komme med på bjergbestigning eller cykeltur op på en alpetop.
Og det virker faktisk, viser erfaringer fra Silkeborg.
I denne uge kom det frem, at Randers har 14 unge i gang på cykler med at træne til en tur til Frankrig, der skal slutte på toppen af Alpe d'Huez.
- Hvis jeg kan klare turen ned til Frankrig, så håber jeg også at få en uddannelse, for den sejr giver selvtillid, siger 22-årige Anders Jensen, der kan se frem til 1790 kilometer selvtillid.
Og det er i virkeligheden ikke nyt. Silkeborg gjorde præcis det samme med 14 unge allerede for fire år siden, forklarer ungdomsvejleder Erik Rohde.
- Vores ønske var at tage nogen, der havde været mange år i kontanthjælpssystemet og løfte dem ud af den situation. Erik Rohde var oprindeligt bekymret for, om de unge bare fik en hurtig opblomstring og så ville falde tilbage i sofaen.
Men den skepsis er gjort til skamme.
Silkeborg kommune følger nemlig med i, hvordan det går med deltagerne nu fire år efter - og det viser sig, at 12 af 14 er i gang med job eller uddannelse.
- Det at give dem troen på, at der er en plads til dem i samfundet, og at de også kan noget. At møde dygtige voksne, der gider dem og ser dem, som de er. Det er det, der booster de unges tro på en fremtid, siger Erik Rohde.