Daginstitution fik skærpet tilsyn: Klager til staten over kommunen

Efter klager er daginstitutionen Myretuen blevet sat under skærpet tilsyn. Det klager de nu selv over.

Myretuens leder mener, at kritikken er startet af en medarbejder, som kun har været ansat i Myretuen i fem uger (arkivfoto). (Foto: Colourbox.com © ColourBox.com)

Ejerne af den private daginstitution Myretuen ved Odder klager nu til staten over kommunen.

Odder Kommune har nemlig lukket for, at nye børn kan få en plads i Myretuen. Samtidig skal institutionen ansætte en pædagogisk leder og underkaste sig skærpet tilsyn.

Det sker, fordi forældre og en tidligere medarbejder har klaget til kommunen over institutionen.

Lederen, Frank Frylund, er gift med ejeren og klager nu over, at kommunen ikke har hørt dem i sagen.

- Vi klager på grund af den procedurer, der har været. Hverken personale eller forældre er blevet hørt i den her sag, siger han.

Kommune: Pædagogikken er uforenelig med loven

Formanden for børneudvalget i Odder, Anne Cathrine Bonefeld (V), afviser kritikken. Hun siger, at kommunen har hørt både ejeren og lederen om sagen.

- Forvaltningen har haft møder med Frank og Eva Frylund, så det mener jeg bestemt, at vi har, siger hun.

Kommunen sætter Myretuen under skærpet tilsyn, fordi den mener, at institutionens pædagogik ikke matcher med lovens rammer.

- Pædagogikken er uforenlig med dagtilbudsloven, hvor man i et samarbejde med forældrene skal give børnene omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling, siger Anne Cathrine Bonefeld.

Hun vil ikke komme nærmere ind på de enkelte klager, da det er en lukket sag.

Leder: Tidligere medarbejder begyndte sagen

Ifølge kommunen handler klagerne overordnet om fysisk strafrelaterede metoder. Visse børn skulle bevidst være blevet udelukket fra at være med i fællesskaber som fødselsdagsbesøg som straf.

Frank Frylund mener, at anklagerne er udokumenterede og afviser på det kraftigste, at forholdene er sådan i Myretuen.

- Det er aldrig sket og vil aldrig komme til at ske. Eksklusion og manglende omsorg er i hvert fald ikke noget, der foregår her. Det kan alle dokumentere, og det kan man se på forældres opbakning. De er klar over, at vi er gode ved børnene, siger han.

Han mener, at sagen stammer fra en tidligere medarbejder.

- Det er en forsmået medarbejder, som blev opsagt efter fem uger, og der var jo nogle årsager til, at personen blev opsagt, siger Frank Frylund.

Myretuen har nu klaget over Odder Kommune til både Ankestyrelsen og Statsforvaltningen.

Facebook
Twitter