Dansk udstyr skal hjælpe med at lande på Mars

Østjyske Terma er bag en boks, der hjælper landingsfartøjet på Mars-missionen med at orientere sig.

Det er boksen her, som Terma har udviklet, der skal med på turen til Mars. (© Terma)

Der er både penge og jobs på spil, når en fælles europæisk-russisk raket i dag bliver sendt mod Mars.

Den østjyske virksomhed Terma har produceret en vigtig del af det udstyr, som skal lande på Mars.

- Det er helt sikkert et gennembrud for os, siger afdelingsleder Kim Plauborg fra Terma Space.

Om syv måneder og 141 millioner kilometer når ExoMars-missionen frem til Mars, og for første gang har Terma Space udstyr med på landingsfartøjet.

Det er en såkalte remote terminal and power unit - en boks på størrelse med en halv fortorvsflise, der vejer 5,6 kilo - og den skal hjælpe landingsfartøjet med at orientere sig på vej mod Mars-overfladen.

Den slags kan også bruges til andre, lidt mere jordnære projekter.

- Det kan være jordobservationssatellitter, og det kan være telekommunikationssatellitter, der kan bruge den teknologi, siger Kim Plauborg.

Derfor har Mars-projektet givet nye kunder og foreløbig otte nye ingeniørstillinger i Lystrup, hvor firmaet ligger.

- I første omgang er det lykkedes os at lande en forholdsvis stor ordre til en tysk kunde, og vi er allerede i forhandlinger om næste satellit, fortæller afdelingslederen.

Efter planen bliver raketten sendt af sted fra Kasakhstan klokken 10.31.

https://www.facebook.com/drp4ostj/videos/776398335795281/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk