Danske svin er blevet 200 kroner mere værd – slagteri aflyser påskefridage

Danske svineproducenter får 27,7 procent mere for et kilo svin, end de gjorde i februar.

Priserne på dansk svinekød er de seneste uger steget historisk meget. I februar fik de danske svineproducenter 8,3 kroner for et kilo svinekød, mens prisen i denne uge er nået op på 10,6 kroner for et kilo.

Samlet betyder de øgede kilopriser, at landmændene tjener mere end 200 kroner mere per svin, fortæller Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef hos Seges, som er en del af brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer.

- Kigger vi på hele sektoren, så er vi i en størrelsesorden, der hedder tre til fire milliarder kroner ekstra, vurderer Klaus Kaiser.

Prisstigningen skyldes blandt andet, at der siden efteråret har været udbrud af svinepest i Kina, og derfor er efterspørgslen på koteletter, bacon og flæsk steget.

Og det giver påsketravlhed mange steder.

Høje priser giver travlhed

Hos slagteriet Danish Crown har de ekstraordinært bedt nogle af de ansatte om at møde på arbejde på påskens første fridag, skærtorsdag.

I øjeblikket sender virksomheden nemlig 2.000 tons ekstra svinekød til Kina hver eneste uge.

Og selvom baggrunden for den øgede efterspørgsel er trist, så er det alligevel en smule sjovere at gå på arbejde nu end for halvanden måned siden, fortæller Danish Crowns salgsdirektør Lars Albertsen.

- Med lidt forsigtig optimisme, så forventer vi, at vi ser ind i en periode på et år eller halvandet, hvor der vil være godt gang i det kinesiske marked, siger han.

  • Der er travlhed hos Danish Crown. (Foto: Rasmus Bruun Kynde)
  • Svinene skal skæres ud. (Foto: Rasmus Bruun Kynde)
  • Og pakkes ned. (Foto: Rasmus Bruun Kynde)
  • Så de kan blive sendt afsted. Blandt andet til Kina. (Foto: Rasmus Bruun Kynde)
1 / 4

Travlheden oplever de også hos AP Møller Terminals på Aarhus Havn, som heller ikke kommer til at ligge øde i påsken, fortæller direktøren Steen Davidsen.

- Jeg har aldrig tidligere prøvet, at vi holder åbent skærtorsdag. Men vi har heldigvis en masse medarbejdere, der godt kan se, at der er et problem, der skal løses, siger han.

Det samme oplever de hos Agri-Norcold, hvor der i påsken er 50 mand ekstra på arbejde i frysehusene i Kolding, Vejen, Hobro og Padborg.

- Kina-eventyret har gjort, at vi har kørt i højt gear i en længere periode. Det er vi meget glade for, og vi har nogle meget loyale og trofaste medarbejdere, der melder sig med det samme, når vi spørger, om de kan arbejde over, siger direktøren Jan Nielsen.

Kødet bliver dyrere i Danmark

Hos svinebonden Ulrik Krogsgaard i Løgstør er der også et ekstra stort smil på læben.

- Jeg er født optimist, så jeg regner med, at prisen holder, når den her skal slagtes om 12 uger, siger han med en pattegris i armene.

Hvis den nuværende kilopris fortsætter, vurderer Ulrik Krogsgaard, at han kommer til at omsætte for fire millioner kroner mere end sidste år.

- Sidste år var selvfølgelig ikke et jubelår, men fire millioner kroner ville pynte gevaldigt, fortsætter han.

Ulrik Krogsgaard får måske råd til at sætte lidt ekstra sild på påskebordet.

Umiddelbart lyder det derfor som et lykkeligt griseeventyr, men den stigende efterspørgsel fra det kinesiske marked kan også få betydning for alle forbrugerne, der står ved køledisken og skal vælge mellem skank eller skinke.

- Hvis vi kigger på kødet i Europa og i Danmark, så er forventningen, at der også kommer prisstigninger på kødet her, siger Danish Crowns salgsdirektør, Lars Albertsen.

Facebook
Twitter