De kører på el og larmer næsten ikke: I dag indtager spritnye elbusser Aarhus

Målet er, at alle bybusser i Aarhus kører på el i 2030

Buschauffør Kim Andreasen glæder sig til at komme ud at køre i de nye elbusser. (© Dr Østjylland)

Dieselslugerne får nu selskab af elbusser i Aarhus. I dag indsættes nemlig de første fire el-bybusser i Aarhus Kommune, som skal køre på rute 13 mellem Holme og Frydenlund.

Og det er en helt anden køreoplevelse, som chauffører og passagerer fra i dag møder ind til. Det er kæmpestort, mener buschaffør Kim Andreassen, som er selvudnævnt busnørd.

- Jeg har altid godt kunnet lide busser og altid vidst, jeg ville være buschauffør. Og så sker skiftet over til elbusser lige netop, mens jeg er ansat, så det er stort at få lov at være med til, siger han.

Kim Andreassen lader bussen forud for køreturen. (© Dr Østjylland)

I stedet for en stor dieselmotor, sådan som Kim Andreassen er vant til at køre, sidder der nu i stedet et batteri. Ud over at der ikke er motorstøj, skal man som chaufførogså vænne sig til en bus, der generelt er meget lettere, og som reagerer meget hurtigere.

- Rattet er nemmere at dreje. Der sidder en lille motor, som hjælper med at dreje, så der skal man lige holde godt fast. Og der skal ikke ret meget tryk på speederen, før bussen flyver afsted, siger Kim Andreassen.

Det grønneste alternativ til dieselbusser

Kim Andreassen og 39 andre chauffører er blevet uddannet til at køre de nye elbusser, som både larmer og forurener mindre end dieselbusserne.

Elbusserne er nemlig det bedste alternativ til dieselslugerne, hvis man ser på støj og miljø, men det er også dyrere end eksempelvis at omlægge til biodiesel eller biogas, fortæller Thomas Dalgaard, som er leder af Midttrafiks afdeling for udbud og kontrakter, som har stået for at rådgive Aarhus Kommune forud for indsættelsen af elbusserne.

- Elbusserne sparer både på CO2, lokal forurening og reducerer også støjniveauet, men de er også dyre. De koster mellem 10 og 20 procent mere end dieselbusserne, siger han.

To andre steder i landet kører der allerede elbusser. I Roskilde omlagde man til elbusser omkring påske i år, og i København er man også så småt i gang.

- Det har vi selvfølgelig fulgt, og erfaringerne dér er rigtig gode, siger Thomas Dalgaard, der derfor har stor tillid til, at elbusserne bliver en succeshistorie.

Sådan ser elbusserne ud. (© Midttrafik)

Kan også blive for støjsvage

Der er dog også udfordringer forbundet med elbusserne. For selvom det er dejligt at slippe for motorlarm, kan de nye elbusser faktisk også blive for støjsvage, og derfor er busselskabet Aarhus Sporveje nu i gang med at overveje, hvor lavt støjniveauet skal være, siger HR- og kvalitetschef i Busselskabet Aarhus Sporveje Bjarne Larsen.

- Det er jo meget behageligt, at der ikke er så meget larm eller støj i bussen. Men vi kan godt se udfordringen i, at man er vant til at kunne høre de store busser komme drønende, og vi kan også godt se udfordringen for de blinde, så vi skal lige se på, om vi skal have sat mere lyd på, siger han.

I 2021 indsættes yderligere 20 elbusser ind i Aarhus, og målet er, at alle busser er omlagt til at køre på el i 2030.

Buschauffør Kim Andreassen har allerede kørt flere ture i elbusserne, og nu glæder han sig bare til at tage passagererne med.

- Lige nu, hvor der også er så meget snak om klima og miljø, synes jeg, det er det helt rette tidspunkt, siger han.

Facebook
Twitter