De små biografer jubler over udsigt til rekordår

Film skal jo som bekendt ses i biografen, og den sandhed har rigtig mange biografgængere taget til sig i år.

Det sløje sommervejr er en del af forklaringen på, at 2015 bliver et godt år for også de mindre biografer. (Arkivfoto)

Gode danske film og så det kølige sommervejr skal nok have en del af æren for, at året i år tegner til at blive et rigtig flot år for landets biografer - både de store og små:

- I forhold til sidste år har vi i øjeblikket en omsætningsfremgang på hele 35 procent, siger biografleder Ole Poulsen fra biografen Kom-Bi i Hornslet.

Han understreger dog, at det pæne resultat også skal ses i forhold til, at 2014 var et ualmindeligt sløjt år for dansk biografer.

Børnefilm hele sommeren

Han er dermed på linje med giganten Nordisk Films Biografer, hvor man taler om, at 2015 kan gå hen og blive et rekordår med 15 millioner solgte billetter - det bedste tal i 34 år.

Og det sløje sommervejr er en del af forklaringen på biografernes pæne tal.

- Vi kører for eksempel børnefilm hele sommerferien, og der må man sige, at vejret har været med os indtil videre, siger Ole Poulsen fra Kom-Bi.

Bedste år i Biffens historie

Flere af de mindre biografer mærker fremgangen. I Biffen i Odder har man opgjort billetsalget til og med 31. maj i år.

- Og indtil da kan vi i hvert fald konstatere, at 2015 er det bedste år i hele Biffens 25-årige historie, siger Finn Holmgaard, der er formand for foreningen bag Biffen.

Han fortæller, at et godt biografår - især i de mindre biografer - kræver gode danske film, og det har der også været i år.

- Det har for eksempel været 'Mænd og høns', og 'Skammerens datter' har vi også solgt mange billetter til, siger Finn Holmgaard.

Falder på et tørt sted

Hos Kom-Bi i Hornslet er man naturligvis glad for den positive udsigt for 2015.

- Det falder på et tørt sted. Der skal hele tiden fornyelse til i en biograf. Vi trænger for eksempel til nye stole og i det hele taget forbedringer over hele linjen, siger biografleder Ole Poulsen.