Hos kaffefirmaet BKI Foods i Højbjerg syd for Aarhus bliver der brugt meget energi på at riste 40-60 ton kaffebønner hver dag. Og i dag varmer fuglene sig ved overskudsvarmen, når kaffen er klar.
Den luft, der bliver blæst ind til bønnerne i den store kafferister, er 500 grader varm, og når bønnerne er ristet brune, så er luften stadig 350 grader – og den varme bliver altså ledt lige ud i den blå luft.
- Den går ud igennem skorstenen og varmer for fuglene, så de har det rigtigt rart i nærheden af os. Men det piner os, at vi smider varme direkte op i den frie luft, hvis den kan anvendes mere fornuftigt, siger fabrikschef Ib Hauberg.
Men overskudsvarmen fra virksomheder som BKI Foods kan blive et vigtigt bidrag til, at Danmark hurtigt kan blive uafhængig af russisk gas og olie.
Fjernet afgift giver muligheder
Brancheorganisationen Dansk Industri vurderer i en ny analyse lavet af Rambøll, at 100.000 husstande vil kunne varmes op med overskudsvarme, hvis virksomhederne sender den til fjernvarmenettet i stedet for op af skorstenen. Omkring 400.000 husstande har et gas- eller oliefyr.
Indtil nytår har virksomhederne skullet betale afgift for at komme af med overskudsvarmen til fjernvarmenettet. Men den afgift er fjernet nu.
Derfor er opfordringen klar fra branchechefen i Dansk Industri, Troels Ranis.
- Det er billigt og grønt, så lad os få det ind i fjernvarmenettet og ud til danskerne. Og til så mange potentielle gasforbrugere som muligt, så vi får løst vores forsyningsproblem og kommer ud af Putins gas.
Forsker: Potentiale er større
Brian Vad Mathiesen er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet og har sammen med andre forskere kortlagt Danmarks energibehov i Varmeplan Danmark, og han mener, at det er afgørende få virksomhedernes overskudsvarme i spil.
- Potentialet er i virkeligheden større end det, Dansk Industri påpeger. Måske to-tre gange større, men det kræver, at virksomhedernes ejere og bestyrelser arbejder sammen med forsyningsselskaberne om at finde lokale løsninger, siger Brian Vad Mathiesen.
- I Varmeplan Danmark har vi kortlagt over 8.000 virksomheders potentiale for overskudsvarme. Og det skal vi have ud at arbejde, så vi kan få de fossile brændsler ud af vores varmesystem.
Fjernvarmeselskab er klar
Der er opbakning til at tage mod overskudsvarme fra virksomhederne. Fjernvarmeselskabet Kredsløb i Aarhus sender hellere end gerne overskudsvarme ud til forbrugerne, siger chef for forretningsudvikling Lasse Sørensen.
- Hvis vi kan bruge overskudsvarmen, så kan vi undgå at brænde halm og træflis af i vores forbrændingsanlæg. Derfor er overskudsvarmen en rigtig god ting, for den er allerede produceret.
Kredsløb får allerede overskudsvarme fra nogle aarhusianske virksomheder som blandt andre Bilka i Tilst, og mange flere kan komme med, mener Lasse Sørensen.
- Næsten ingen virksomheder er for små til at lade overskudsvarmen blive til fjernvarme. Det er altid bedre at bruge eksisterende varme i stedet for at fyre med halm og flis, siger Lasse Sørensen.
- Hvis nogen er interesseret i at komme af med deres overskudsvarme, så vil vi meget gerne i dialog med dem. Så kigger vi på, hvilke muligheder de har, og hvordan det hænger sammen med vores system, og så kan vi hurtigt få dannet et billede af, hvad der skal til for at realisere projektet.
Energieffektivitet sælger
Professor Brian Vad Mathiesen er glad for de nye afgiftsregler, men der er stadig behov for politisk regulering, mener han.
- Nu har man lavet regler, så virksomhederne må tjene på at levere varmen, men den pris, man må tage, skal være lav. Man skal også beskytte varmeforbrugerne, og sørge for, at det ikke er dyrere end den varme, man kan få fra vedvarende energi. Så det er en balance, siger han.
- Virksomhederne må også have en interesse i at kunne vise, at de er energieffektive. At de kan sige til deres kunder, at vi bidrager til den grønne omstilling ved at forsyne X antal husstande i vores by med overskudsvarme.
Det er netop den melding, der kommer fra Ikea i Aalborg.
Fra 1. juli kommer overskudsvarmen fra varehuset til at forsyne 400 husstande med fjernevarme, og det glæder de sig over.
- Det er jeg superstolt af. Vi har globalt i Ikea en ambition om at være klimaneutrale i 2030, så når vi nu kan levere varme til 400 husstande, er vi med til at bidrage til det, siger varehuschef Peter Elmose.
Faktisk er det overskudsvarme, der opstår, når der i sommerhalvåret skal bruges energi på at køle det 30.000 kvadratmeter store møbelhus ned, forklarer facility manager Frank Hansen.
- Det er i princippet lidt ligesom et køleskab. Når vi bruger energi på at genere kulde til butikken, så trækker vi samtidigt noget varme ud, som kan flyttes over i fjernvarmenettet, siger Frank Hansen.
For Ikea i Aalborg skulle et nedslidt køleanlæg alligevel skiftes ud, og så var det oplagt at kigge på en klimavenlig løsning.
Stor investering
Hos BKI Foods vil det kræve en investering på to-fire millioner kroner i en stor varmeveksler og andre installationer, hvis virksomhedens overskudsvarme fra kafferistningen skal kobles på fjernvarmenettet, fortæller teknisk chef Jakob Bloch.
- Det er en ret stor investering, der skal til, så vi skal have regnet på, hvordan den økonomiske case ser ud, siger Jakob Bloch.
- Men som virksomhed har vi et stort ansvar for at få nedbragt vores energiforbrug, og det arbejder vi på kontinuerligt. Så vi er interesseret i alle nye regler og teknologier, der giver os mulighed for det.
Ifølge DI Energis analyse er det 40 procent af virksomhedernes overskudsvarme, der bliver udnyttet i dag.