Det er dyrt at være kriseramt: Norddjurs mister 3,7 millioner kroner på elevflugt til nabokommune

Indtil videre har 48 børn skiftet til skoler i Syddjurs efter besparelser i Norddjurs Kommune.

Lukningen af Mølleskolen lidt uden for Grenaa har fået mange forældre til at melde deres børn til Rosmus Skole i Syddjurs Kommune (Foto: Kasper Mosholm Thulstrup © dr)

Rettet 1/4-2019: I en tidligere version af artiklen fremgik det, at Norddjurs Kommune skal finde 115 millioner kroner i budgettet for 2019. Det tal er dog forældet, og derfor ikke korrekt. Det korrekte tal er 51 millioner kroner.

Skolerne i Norddjurs Kommune er så hårdt ramt af besparelser, at flere og flere forældre flytter deres børn til nabokommunen Syddjurs.

En af dem er Rikke Schmidt, der har flyttet sine tre drenge til Rosmus Skole i Syddjurs Kommune, som var attraktiv for hende, fordi hun ledte efter en mindre landskole.

- Men jeg var også en lille smule tiltrukket af, at Syddjurs er en mere rig kommune. Den har flere ressourcer, og den har andre pædagogiske redskaber, der er meget synlige. Det var med til, at jeg syntes, at det var et bedre tilbud end Norddjurs, siger hun.

Rikke Schmidts to ældste drenge har hidtil gået på Mølleskolen lidt uden for Grenaa, men i efteråret besluttede kommunalbestyrelsen i Norddjurs at lukke skolen til sommer.

Derfor flyttede hun den ældste dreng allerede i november, og siden har mange andre forældre på Mølleskolen fulgt efter og gjort det samme.

Kommunen er nemlig i dyb krise og har skullet finde 51 millioner kroner i budgettet for 2019, for at den ikke kommer under administration.

Eleverne udfordrer Syddjurs

Den store elevflugt har givet nye udfordringer for forældre og skoler i Syddjurs, når nabokommunens børn flytter ind i klasselokalerne.

33 børn er skiftet til Rosmus Skole, og det har givet stof til eftertanke.

- Jeg føler mig en smule presset ved, at vi kommer så mange udefra og giver store klasser. Jeg fornemmer, at nogle syddjursborgere føler, at vi presser klasserne, siger Rikke Schmidt.

På Rosmus Skole regner ledelsen med, at der kommer yderligere 25 børn til fra Mølleskolen i de kommende måneder.

Derfor mener Rikke Schmidt, at skolens lærere og forældre kommer på en stor opgave den kommende tid.

- Der er en tryghed i en klasse, der har gået sammen i to til tre år. Den bliver revet op med roden, og man skal starte forfra med at skabe en god klassekultur. Det er en udfordring, og jeg kan forstå, hvis nogen fra Syddjurs synes, at det er lidt en sten i skoen.

Elevflugt dyrt for kommunen

Det er ikke kun forældre på Mølleskolen, der flytter deres børn.

Indtil videre har 48 børn skiftet til skoler i Syddjurs, siden politikerne i Norddjurs besluttede at lukke Mølleskolen og fjerne overbygningsklasserne på Ørum Skole.

Det er et problem for Norddjurs Kommune, fordi der følger et tilskud med hver elev på 73.000 kroner.

Antallet af børn, der er flyttet, er en stigning på 37 procent i forhold til sidste år. Det koster kommunen 3,8 millioner kroner.

Socialdemokraten Allan Gjersbøl Jørgensen fra børne- og ungdomsudvalget i Norddjurs mener dog ikke, at det skal føre til nye besparelser på skolerne.

- Det vil være helt urimeligt. Det synes jeg, at partier som Dansk Folkeparti og Venstre, der har været med i forliget, må være åbne for. De kan jo heller ikke være helt overraskede over tallet, så det må vi finde sammen uden for skoleområdet, siger han.

Skoleskift handler om fremtiden

Rikke Schmidt kan også godt se, at skoleskiftene koster dyrt for en kommune, der i forvejen er hårdt ramt af besparelser.

- Jeg har tænkt på mine børns ve og vel, men jeg kan godt se, at det er et problem. Det er et valg, jeg har truffet på deres vegne, fordi jeg synes, at skolegangen er så enorm vigtig.

Der er ti kilometers afstand henover kommunegrænsen mellem Mølleskolen lidt uden for Grenaa til Rosmus Skole i Syddjurs.

Facebook
Twitter