Det er svært at være letbane

Medieanalyse viser, at omtalen af Aarhus Letbane langt mest handler om emner, der ikke bliver positivt modtaget.

Aarhus letbane har haft en hård tid i medierne, om få år vil bybilledet tage sig sådan ud. (© DR)

Trafikkaos, byggestøj og overskredne budgetter, det er ind i mellem hårdt at være letbane i Aarhus.

En medieanalyse foretaget af kommunikationsbureauet Operate viser, at 78 ud af 98 artikler omkring Aarhus letbane handler om udgifter og anlæg, og overskredne budgetter bliver sjældent positivt modtaget.

Det fortæller Anne Frederiksen, der er områdedirektør i Operate.

 

Negative historier dominerer

 

-  Larm, støj og afspærring af veje giver anledning til flere negative historier, siger hun.

I følge analysen vinkler kun få af artiklerne på letbanens muligheder for vækst og jobskabelse.

Og det er ikke helt godt nok, erkender Letbanedirektør i Aarhus, Claus Rehfeld.

- Vi må bare konstatere, at vi ikke har været dygtige nok til at fortælle den gode historie.

Og så påpeger han, det ikke altid er nemt at være først.

Mere populær i Odense

- Den kamp Aarhus skulle igennem for at fortælle at en letbane er en god ting, den fik man fortalt politisk. Og det anlægsbudget, der var for letbanen, det holdt jo ikke vand, og det har vi fået nogen tæsk for.

Odense bliver de næste til at anlægge letbane. Og netop her har kommunen været bedre til at brande det nye transportalternativ, siger Anne Frederiksen fra Operate.

- Der har man til gengæld været godt til at få fortalt om sparet tid til transport i forhold til den trængsel, som vi alle sammen er bekymret for, når det handler om at skabe nye arbejdspladser, siger Anne Frederiksen.