Det skal være slut med ulækre mundbind i gaderne: Aarhus' nye skraldespande holder på flyvske mundbind

Specialdesignede skraldespande skal beskytte mod, at vind og dyr spreder bindene.

Vi skal gå med mundbind mange steder i det offentlige rum, men hvad sker der med de flyvske mundbind, når vi står af bussen eller kommer ud af butikken?

Så ender det nemt med mundbind, der flyder i gadebilledet. For selv hvis de havner i skraldespanden, er traditionelle spande ikke gode til at holde på de lette papirbind, så vind og dyr ender med at sprede dem.

Derfor har Aarhus Kommune i dag taget et nyt middel i brug. Specialdesignede skraldespande, der holder på flyvske mundbind, så de hverken blæser væk eller bliver sendt på bytur af sultne dyr.

100 nye spande er på vej, og de første kom altså på plads i dag.

- Den er indrettet, så dyr ikke kan komme til, hvis nu en måge vil lede efter mad i en skraldespand, forklarer driftschef Kim Gulvad Svendsen fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

- Vi har haft et problem med, at mundbindene sommetider lå allerøverst i skraldespandene, hvis for eksempel en pizzabakke havde dannet en prop i spanden. Så blæste de rundt og lå omkring busskurene og andre steder, hvor det ikke var særlig kønt, siger han.

Bedst at tage det brugte bind med hjem

Brugte mundbind udgør en smitterisiko og er en udfordring for naturen og miljøet, fordi de blandt andet er lavet af plastik og aluminium. Derfor er de nye skraldespande, der kan rumme op til 3.000 mundbind, også indrettet til at kunne tømmes på en hygiejnisk måde.

- Den kan tømmes af en komprimatorvogn, så vores medarbejdere ikke kommer i unødig kontakt med mundbindene, siger Kim Gulvad Svendsen.

De nye spande er indrettet til, at forbipasserende let kan smide deres mundbind ud.

- Vi ved, at folk er kede af at komme til at røre ved skraldespande, fordi de kan være lidt snaskede. Her er designet lavet, så man kan komme af med sit mundbind uden at røre. Men det allerbedste er selvfølgelig, hvis folk kommer deres mundbind tilbage i lommen og smider det ud, når de kommer hjem, slutter driftschef Kim Gulvad Svendsen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter