Diesellagrene er skrumpet: Transportbranche og bilister kan blive meget pressede til vinter

Der er 20 procent mindre diesel opbevaret i lagrene i både Europa og USA.

Danskerne skal til lommerne, når de skal fylde diesel på bilen den kommende vinter. Det mener indkøbsdirektøren hos OK, der regner med endnu højere priser denne vinter. (Foto: ERIK JEPSEN © Scanpix Danmark)

Selv om priserne på brændstof er steget stødt i år, så skal du nok endnu dybere ned i lommerne, hvis du skal bruge diesel, når vinterkulden sætter ind. Det fortæller Anne Holm, der er indkøbsdirektør for OK.

- Når man kigger på lagrene både i Europa og i USA, så ligger benzinlagrene små 5 procent under samme tidspunkt som sidste år. Når vi taler om diesel, så ligger det 20 procent lavere på begge kontinenter, så det er med til at presse prisen.

Hun ser ind i en vinterperiode, hvor efterspørgslen vil stige.

- Det er en situation, hvor olieudbuddet er presset. Vi ser et ekstremt tight dieselmarked, så der bliver kamp om dieselen her til vinter, det er jeg helt sikker på, siger hun.

Fastpriskontrakter gør ondt

En af dem, der virkelig kan mærke de høje dieselpriser - og som frygter, at de stiger endnu mere - er Jørgen Bisgaard Buhl.

Hos hans vognmandsforretning, Jens Buhl & Sønner i Hasselager ved Aarhus, ryger der 50.000 liter brændstof gennem lastbiler og maskiner om måneden.

Han har blandt andet kontrakter med kommuner, som er indgået dengang dieselpriserne var lavere. Derfor æder den ekstra udgift sig ind på hans fortjeneste.

Carsten Laursen kan være nødt at lægge den ekstra udgift til diesel oven på regningen til sine kunder. (Foto: Sarah Friis Elkjær)

- De biler, der kører for kommunerne, gør ondt på mig. Det må få en ende på et tidspunkt, jeg kan jo ikke blive ved og blive ved.

Så det koster dig simpelthen at køre for kommunerne lige nu?

- Det gør det, ja. Det har det gjort siden februar, siger Jørgen Bisgaard Buhl.

Det er ikke kun vognmænd med et meget højt dieselforbrug, der gruer ved udsigten til en vinter med endnu højere dieselpriser, fortæller Mohammed Mansoura, der kører rundt i Jylland og Fyn som en del af jobbet som entrepriseleder.

- Jeg får kørselspenge, og det betyder i praksis lige nu, at det er en underskudsforretning for mig med de dieselpriser. Og hvis de stiger meget mere, så kan det ikke betale sig for mig at have bilen længere. Altså så taber jeg penge, når jeg kører i forbindelse med mit arbejde, siger han.

En dyr vinter med kreative løsninger

Indkøbsdirektøren ved OK, Anne Holm, peger på, at det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, når man skal prissætte diesel. Og den manglende russiske olie gør, at udbuddet er faldende, samtidig med at efterspørgslen er stor.

- Det eneste, der kan få prisen til at gå den anden vej, er en recession. Der skal en kraftigt faldende efterspørgsel til, for at vi ikke ender i en vinter med stigende dieselpriser, siger hun.

Hvis priserne på brændstof stiger meget mere, bliver Mohammed Mansouras bil en underskudsforretning. (Foto: Sarah Friis Elkjær)

Der er altså med andre ord brug for, at alle tænker kreativt i forhold til, hvordan de sparer på dieselen. For når efterspørgslen falder, så følger prisen med ned.

Carsten Laursen, murermester i Ry, har fem dieselbiler i sit firma. Hans udgifter til brændstof er steget med 4.000 kroner om måneden, og den ekstra udgift har fået ham til netop at tænkte i andre baner.

- Vi kan jo prøve at se, om vi kan rationere lidt. Lad være at køre så meget, lade en bil stå på værkstedet, imens to kører i en bil. Vi må gøre, hvad der er nødvendigt, vi skal jo spare, siger murermesteren.

Karsten Lauritzen, branchedirektør for transport i Dansk Industri, ser heller ikke de bedste udsigter for billister og vognmænd i den kommende vinter.

- Det kan ramme aktiviteten i transportsektoren. Færre lastbiler skal på vejene, færre busser kommer ud og køre, og det bliver så dyrt, at passagererne vælger at blive hjemme, eller kunderne vælger ikke at få flyttet deres deres varer. Det kan blive en hård, svær og dyr vinter.