- Hvad er religion? Og hvad er gudløshed? Når alt kommer til alt, kommer døden også efter mig.
Sådan lyder et udpluk af et nyt og hidtil ukendt digt af digteren Yahya Hassan. Han døde for præcist et år siden i dag, og det markerer teaterchef på Opgang2 og filmmand Søren Marcussen ved at offentliggøre digtet på YouTube.
Han optog Yahya Hassan tilbage i 2013 med digtet ER VI IKKE ALLE SAMMENSAT. Digtet er ikke tidligere udgivet, men DR har fået lov til at bringe det.
Inden Yahya Hassan blev begravet på Vestre Kirkegård i Aarhus, levede han 24 begivenhedsrige og ofte hårde år.
Han delte vandende med sine digte og indspark i den offentlige samtale, når han satte sin egen opvækst, kultur og bydel til debat.
Den danske litteratur hang på væggen hos Yahya
Søren Marcussen møder Yahya Hassan for første gang i 2012, da han er ved at lave en dokumentarfilm om drenge og unge mænd i Aarhus med mellemøstlig baggrund.
Dengang er Yahya 16 år gammel, og Søren Marcussen bemærker, at han skiller sig ud fra mængden.
- Han har en teenageopvækst på forskellige opholdssteder og er lykkedes rigtig, rigtig godt med gode eksamensresultater. Jeg skal interviewe ham i boligområdet Trillegården, og han siger "bare rolig, du er sikker, når du er sammen med mig", fortæller Søren Marcussen om sit første møde med Yahya Hassan.
Han kan skrive og drømmer om at leve af at skrive.
- På væggen i hans værelse hænger hele den danske litteratur i tidslinje. Han har læst det hele og er kun 16 år. Han er en meget speciel mand, siger Søren Marcussen.
Yahya Hassan vil noget med sine digte, bemærker filmmanden.
- Han vil bruge poesien til at vise nogle af de modsætninger og sammenstød, som er i vores kultur, siger Søren Marcussen.