Ditte mistede al lyst til sex efter sygdom: Min hjerne skreg 'overgreb', når min mand rørte mig blidt

Ansatte i sundhedsvæsenet skal blive bedre til at snakke om sex med patienterne.

Ditte og Michael er enige om, at deres sexliv er blevet bedre efter sygdomsforløbet for fem år siden.

32-årige Ditte Sommer fra Gjerlev nord for Randers har været syg. Rigtig syg.

Først var det bare hovedpine. Så troede lægerne, at det var migræne. Før de til sidst fandt ud af, at det ikke var nogen af delene. I stedet blev hun for fem år siden diagnosticeret med hjernebetændelsen meningitis.

Efter en indlæggelse på tre dage og yderligere tre måneder hjemme i egen seng stod det klart, at sygdommen havde ændret hende.

Som mange andre sygdomme også kan gøre det, havde meningitissen skubbet til Ditte Sommer: Hendes sanser var ikke, som de havde været tidligere.

- Det har påvirket mig ekstremt meget. Når jeg skulle være intim med min mand, har jeg ligget med en følelse af, at det gjorde ondt, og at det var ubehageligt at blive rørt ved.

- Min hjerne skreg, at det var en form for overgreb, når min mand rørte blidt ved mig eller kildede mig. Heldigvis lærte vi hurtigt selv, at det handlede om at tage lidt hårdere fat. I stedet for at nusse mig i nakken skulle han give mig et lille klem. Ellers sagde min hjerne, at det var noget, der gjorde ondt, forklarer Ditte Sommer.

Men hun var ikke klar over, det var på grund af sygdommen, hun havde det sådan, fortæller hun med henvisning til, at sundhedspersonalet på intet tidspunkt i sygdomsforløbet fortalte hende, at meningitis kunne præge sanserne efterfølgende.

0:00

Kun få taler med patienterne

Først da hun for halvandet år siden blev tilknyttet Hjernecenter Randers, fik Ditte Sommer klar besked.

- De fortalte mig, at min reaktion var helt normal. Men hele processen frem til dén dag var ekstrem ubehagelig, siger Ditte Sommer, der i dag er på kontanthjælp. Hun venter nu på at få afklaret sit videre forløb i jobcentret og få vurderet, hvor mange timer hun vil kunne arbejde.

I videoen herunder kan du se, hvordan Ditte og Michael Sommer kysser før og nu.

Noget tyder på, at Ditte Sommer ikke er den eneste, der har manglet viden om, hvordan sygdom kan påvirke den seksuelle sundhed.

I en stor undersøgelse lavet af Statens Serum Institut og Aalborg Universitet, med 31.808 respondenter, svarer blot fem procent, at deres sundhedspersonale (for eksempel en læge, sygeplejerske, psykolog, jordemoder, red.) selv har taget initiativ til at snakke om seksuelle emner.

Det er et problem, mener sundhedsplejersken Lone Kjær Hein. I mange år har hun arbejdet med seksuel sundhed i Region Midtjylland. Selv føler hun ikke, at hun har fået den store opbakning blandt kollegaerne.

Derfor har hun nu dannet et netværk af sygeplejersker i hele landet, der hver især arbejder for, at deres kolleger får mere mod til at tale om sex. De har for nyligt haft deres første møde i Silkeborg, hvor mere end 100 deltog.

Men der er mange barrierer, der skal brydes, før det bliver en naturlig del af jobbet at tale om, at medicin kan give rejsningsbesvær eller påvirker den seksuelle lyst, forklarer hun.

- De støder ind i, at det er tabubelagt at snakke med patienterne om sex, men møder også kolleger, der ikke synes, det er vigtigt at tale om. Eller at ledelsen ikke prioriterer, at der bliver afsat ressourcer og tid til, at snakken bliver taget.

- Det er katastrofalt. For det er noget, vi skal kunne tage os af, slår hun fast.

Neurocenter har også fokus på udfordringerne

Samme holdning har de på Hammel Neurocenter. Derfor har de den seneste uge haft et projekt, der har sat ekstra fokus på, at deres 600 ansatte skal huske at tale om seksuel sundhed med deres patienter.

Det fortæller Rikke Bælum, der er sygeplejerske og initiativtager til projektet på neurocenteret.

- Vi skal blive bedre til at skabe et miljø, hvor det er tilladt for både personale, patienter og pårørende at tale om seksualitet. Det er noget, vi skal støtte hinanden i, så det ikke bliver tilfældigt, hvad patienterne får af rådgivning, når de er syge.

Rikke Bælum og Lone Hvilsom forsøger at få kollegerne på Hammel Nuerocenter til at tale om seksualitet med patienterne. (Foto: Malte Nørgaard)

En af dem, der er rigtig glad for arbejdspladsens initiativ, er Lone Hvilsom, der er fysioterapeut på Hammel Neurocenter.

Hun bliver af kollegerne tit fremhævet som et forbillede på neurocenteret, fordi hun ikke ser det som et tabu at tale om seksualitet med patienterne.

- Selvfølgelig er det ikke det første, jeg spørger om. Men jeg pakker ikke tingene ind, når jeg spørger, om de ikke har brug for at ligge i arm med deres kæreste, få et kys eller et kram, siger hun og fortsætter:

- Jeg har aldrig oplevet, at folk bliver sure og spørger: 'Hvorfor pokker blander du dig i det?'

Lidt til højre, skat

Hjemme hos familien Sommer fandt Ditte og hendes mand, Michael, selv ud af udfordringerne. For uden at vide hvem de skulle tale med, blev de tvunget til selv at tænke intimiteten anderledes, end de havde gjort tidligere.

- Lige så stille har vi lært hinandens kroppe at kende igen, og jeg skulle igen finde ud af, hvad der egentlig tændte mig. På den måde var det en helt ny oplevelse.

- Jeg synes faktisk, at vi har fået et bedre sexliv nu, siger Ditte Sommer og slår op i latter, inden hendes mand afbryder.

- Det har vi helt sikkert!

Ditte Sommer griner igen og fortsætter:

- Førhen kunne jeg godt tænke: 'Ah, det kunne måske godt være lidt bedre'. Det gør jeg ikke mere. For nu siger jeg det bare: 'Lidt til højre, skat, så kører det!'

0:00
Facebook
Twitter