Djurs Sommerland har fremtidsplaner: Gæster skal overnatte i pirat-landsby

Overnatning skal være en del af oplevelsen, mener forlystelsesparken

Omkring 800.000 har i år besøgt Djurs Sommerland. Om få år kan de også få lov at overnatte i forlystelsesparken. (© Djurs Sommerland)

Disneyland har det - Legoland har det - og nu vil Djurs Sommerland også. Have et sted, hvor de besøgende kan overnatte.

- Når forlystelsesparker vokser, kan man trække gæster til længere væk fra. Men når man har tre timers kørsel, vil man også gerne have et sted at bo. Og gerne lidt specielt, så det bliver en del af oplevelsen, forklarer direktør for Djurs Sommerland, Henrik B Nielsen.

Op mod 1000 sovepladser i pirat-landsby

Han har planer om at lave op mod 1000 overnatningspladser i parken.

- Man kan for eksempel bo i en pirat-landsby, siger han.

Endnu er planerne på skitse- og lokalplansniveau.

- Så der går selvfølgelig nogle år, inden der kommer en pirat-landsby her ved siden af Djurs Sommerland. Men vi tror på, det kommer, siger Henrik B. Nielsen.

Vil ikke skade udlejningen af sommerhuse

Ideen bakkes op af Visit Djurslands direktør Flemming Rasmussen. Han ser ikke et overnatningsted som en konkurrent til for eksempel områdets sommerhuse.

- Vi har faktisk i sommer haft problemer med at finde plads til de gæster, der gerne ville have 2-3 overnatninger og opleve Djurs Sommerland eller en af vores andre attraktioner.

- Feriehuse er en anden ferieform. Så det her vil ikke ødelægge noget for dem - snarere tværtimod, mener turist-direktøren.