Dom: Ulovligt at læse medarbejdernes sms-beskeder

I dag faldt der dom i sagen, hvor chefen gennemlæste medarbejderes sms'er og fyrede dem efterfølgende.

(Foto: Ingelise Carlsen © DR Østjylland)

Det var ulovligt, da en tidligere direktør på Aarhus Havn og en driftsleder læste tre kranføreres sms'er.

Det blev afgjort i retten i Aarhus i dag.

De to blev dømt for at have begået brud på brevhemmeligheden, men de bliver fritaget for straf, da de tiltalte var i god tro efter kommunens juridiske kontor havde vurderet sagen.

Dog skal de betale halvdelen af sagens omkostninger.

Sagen har fået stor opmærksomhed, da den er principiel og vil blive brugt i lignende retssager fremover. Den kan derfor være med til at ændre praksis på arbejdspladserne, når man skal vurdere, hvor grænsen går for, hvad arbejdsgivere må kræve adgang til på mobilen.

Chefen læste kranførernes sms'er

Sagen startede 13. december 2012, hvor sms'er blev årsagen til, at tre kranfører mistede deres job på Aarhus Havn.

Daværende havnedirektør havde nemlig gennemlæst korrespondancer på kranførernes tjenestetelefoner, da han havde mistanke om intern mobning i gruppen.

-Sms-korrespondancerne gav os en mulighed for at efterprøve, om det var tilfældet, og det var det i den grad, sagde havnedirektøren dengang om, hvorfor han læste kranførernes beskeder.

Det førte til, at tre kranførere mistede deres job. De gik sammen med 25 andre kolleger om at politianmelde direktøren, da de ikke ville finde sig i, at chefen havde læst med i deres sms'er.

Sagen droppet og genoptaget

Østjyllands Politi efterforskede først sagen og kom frem til konklusionen, at havnen havde ageret lovligt ved at læse sms'erne.

Det accepterede kranførernes advokat, Bjarne Overmark, dog ikke, så han gik videre med sagen.

- Datatilsynet har udtalt, at de ikke havde hjemmel til at snage i kranførernes mobiltelefoner, så kan jeg ikke forstå, at der ikke skal rejses tiltale. Derfor har jeg på vegne af kranførerne klaget til Statsadvokaten, sagde Bjarne Overmark dengang til P4 Aarhus.

Sigtelse mod borgmester frafaldt

Da sagen begyndte, blev både den daværende havnedirektør og borgmester politianmeldt for brud på brevhemmelighed, da borgmesteren var bestyrelsesformand for Aarhus Havn.

Siden er sigtelsen mod borgmesteren frafaldet, da efterforskningen pegede på, at han ikke havde været med i beslutningen om, at sms'erne skulle læses.

Artiklen er blevet opdateret. En af sagens hovedpersoners navn er blevet fjernet fra artiklen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk