Dukken Anton prøver kraftig partikelkanon

Banebrydende center for kræftbehandling er snart klar til at modtage patienter i Aarhus.

Dansk Center for Partikelterapi er en del af det nye universitetshospital i Skejby. (Foto: Rasmus Bruun Kynde)

Opdateret 20/11/2018 15:26: Partikelkanonens pris rettet.

Alvorligt syge børn med kræft i hjernen og andre kræftpatienter kan snart få bedre behandling på Aarhus Universitetshospital. En stor partikelkanon til cirka 250 millioner kroner er klar til at behandle de første patienter i slutningen af januar.

De seneste måneder er udstyret med succes testet på dukker, fortæller Ole Nørrevang, der er ledende hospitalsfysiker.

- Det ser ud som om, kanonen er i god form. På nogle områder er kvaliteten af strålingen bedre, end vi havde forventet, siger han.

Mere skånsom behandling

Siden september har centret testet arbejdsgangene og givet protonterapi til Anton, der er en plastikdukke i menneskestørrelse.

Dansk Center for Partikelterapi skal behandle patienter fra hele landet.

Når partikelkanonen tages i brug i det ny år, vil den forbedre kræftbehandlingen ved at være mere præcis. Det betyder, at strålerne stopper i stedet for, at de fortsætter gennem kroppen og skader det raske væv, der omgiver kræftknuden.

- Børn har særligt følsomt raskt væv omkring deres kræftknuder, og fordi børn jo skal leve lang tid efter en behandling med eventuelle bivirkninger, er der et særligt stort potentiale her, siger Ole Nørrevang.

Nyt og unikt tilbud i Danmark

Dansk Center for Partikelterapi skal behandle patienter fra hele Danmark. Region Hovedstaden ønskede også centret, men det endte med placeringen i Aarhus og det ny universitetshospital i Skejby.

Den nye behandlingsform skal især gavne børn med kræft i hjernen og giver mulighed for en behandling, som ikke tidligere er tilbudt i Danmark

Facebook
Twitter