Dyrepasser genser for første gang næsehornet Mandela i Afrika: 'Det er det største nogensinde'

Det sorte næsehorn fra Ree Park skal være med til at sikre bestandens overlevelse i Rwanda.

Dyrepasser Nicklas Bjerregaard Gotfredsen filmede selv sit gensyn med det sorte næsehorn.

Det er aldrig nemt, når børnene flyver fra reden. Det gælder også, når man har opfostret et næsehorn helt fra fødslen.

Derfor var gensynsglæden også stor, da dyrepasser Nicklas Bjerregaard Gotfredsen fra Ree Park i sidste uge besøgte det sorte næsehorn Mandela i Rwanda.

Han har passet Mandela i Ree Park, siden han blev født, men sidste år måtte de tage en tårevædet afsked, da det sorte næsehorn skulle sættes ud i den vilde natur i det østafrikanske land.

Her er det planen, at Mandela sammen med fire andre sorte næsehorn, der alle er født i fangenskab, skal genoprette bestanden af sorte næsehorn.

  • Her ses Mandela i nye omgivelser i Østafrika. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Her bor han sammen med fire andre sorte næsehorn. Sammen skal de være med til at sikre, at bestanden overlever. (Foto: Oliver Le Que)
  • Mandela har boet i Rwanda siden juni. Han blev flyttet fra Ree Park og til Tjekkiet, hvor han var sammen med de andre fire næsehorn, inden de alle blev flyttet til Rwanda. (Foto: PRIVATFOTO)
1 / 3

Håbede han ville hilse på

Nicklas Bjerregaard Gotfredsen var afsted i to uger, og særligt den første morgen var noget helt særligt.

- Det er en helt tåget morgen i Afrika, og det er helt specielt i sig selv, og ude i tågen kan man se en gren blive knækket ned, og der står Mandela og smager på den afrikanske vegetation, som han skal til at vænne sig til, fortæller han.

- Det var virkelig en sten, der faldt fra ens hjerte. Det er det største nogensinde, man kan opnå i sin karriere, siger han.

Mandela som lille unge, da han boede i Ree Park på Djursland. (Foto: Henrik Nordvig © Ree Park)

Når man har kendt et næsehorn hele dets liv, er man ikke i tvivl, når man ser ”sit eget” næsehorn.

- For gængse mennesker ligner næsehorn nok bare hinanden, men har man gået med dem i fem år, så ligner de ikke hinanden. Det var virkelig, virkelig stort at se ham være fri og gå rundt, hvor han hører til, siger en stolt og rørt Nicklas Bjerregaard Gotfredsen.

Men som det også ofte går, når forældre besøger deres børn, når de lige er flyttet hjemmefra, var gensynsglæden ret ensidig, fortæller Nicklas Bjerregaard Gotfredsen.

Dyrepasser Nicklas Bjerregaard Gotfredsen glæder sig over, hvor godt Mandela befinder sig i de nye omgivelser. (© Dr Østjylland)

- Det er dér, det bliver følelsesladet, for rent personligt havde man jo håbet, at Mandela kom hen og hilste på. Det gjorde han ikke. Og rent professionelt var det det bedste, der overhovedet kunne ske. Det var så fedt, at han bare kiggede igennem én og tænkte: 'Drenge, jeg klarer mig!', siger han.

Her kan du se, hvordan det så ud, da Nicklas Bjerregaard Gotfredsen sagde farvel til Mandela sidste år.

Skal sikre bestandens overlevelse

Det sorte næsehorn var tidligere vidt udbredt i især Rwanda, men nu er der kun cirka 5.000 sorte næsehorn tilbage i naturen, og krybskytter dræber i gennemsnit tre om dagen.

Derfor er nationalparken også stærkt bevogtet for at forhindre, at krybskytter skal skyde næsehornene.

Efter at dyrepasser Nicklas Bjerregaard Gotfredsen sagde farvel til Mandela i november sidste år, blev han i første omgang sendt til en zoologisk have i Tjekkiet for at lære de øvrige fire næsehorn at kende, inden de sammen skulle flytte til Afrika.

Her ses Mandelas rejse fra lufthavnen til nationalparken i Rwanda:

  • Her ankommer de fem næsehorn med fly, inden de blev sat ud i den afrikanske natur. (© African parks)
  • Her ses navnene på de fem næsehorn, der skal være med til at genoprette bestanden af sorte næsehorn i Afrika. (Foto: Scott Ramsay lovewildafrica.com © Scott Ramsay lovewildafrica.com)
  • Her ses boksen med Mandela i, da han blev fragtet ud til nationalparken i Rwanda. (© African parks)
  • De fem næsehorn er her på vej til deres nye hjem. (Foto: Scott Ramsay lovewildafrica.com © Scott Ramsay lovewildafrica.com)
  • Her ses kasserne med næsehornene, da de ankom til nationalparken i Rwanda. (© African parks)
  • Næsehornene bliver bevogtede, da de er eftertragtede af krybskytter. (Foto: Scott Ramsay lovewildafrica.com © Scott Ramsay lovewildafrica.com)
  • Mandela i selskab med en af de andre sorte næsehorn, Olmoti. (© African parks)
1 / 7

Selvom det var en stor og glædelig oplevelse for Niklas Bjerregaard Gotfredsen at besøge Mandela, er der også skår i glæden. For dyrepasseren forventer, at det var rent og skær held, at han så Mandela på sin tur til Rwanda, og at det vil være så godt som umuligt at være lige så heldig næste gang.

- Det er en stor, stor drøm at se ham igen, når der er kommet små næsehornskalve på banen, men det er umådeligt svært, så vi tog det som vores afsked med ham, siger han.

Flytningen af næsehornet Mandela er et udtryk for en ny rolle for Europas dyreparker, hvor det handler mere om bevarelse og udvikling af bestande, end det handler om udstilling af eksotiske dyr.

Det er første gang, at et sort næsehorn født i en skandinavisk dyrepark får den opgave.