Dyreste og største stykke teknologi i sundhedsvæsenet: Ny partikelkanon skal hjælpe kræftpatienter

Patienter kan få mere skånsom kræftbehandling end den traditionelle strålebehandling.

I dag indvies en ny partikelkanon på Aarhus Universitetshospital.

Kanonen er den første af sin slags i Danmark, der benytter sig af protonbestråling til kræftbehandling, og den er mere skånsom for kroppen end den konventionelle stråling.

57-årige Thomas Mark fra Hjørring er en af de allerførste patienter, der bliver behandlet med den. Han begyndte sin behandling i mandags. Forud for det er han blevet opereret for en hjernetumor, og nu er det resterne af tumoren, der skal fjernes med proton-stråling.

Protonerne rammer kræften præcist - og gør mindre skade på det omkringliggende væv.

- Det er jo helt afgørende for mig, at jeg stadig har min førlighed og min tale, så det er jo det, denne her meget præcise stråling skal kunne redde, siger Thomas Mark.

Her ses Thomas Mark ved partikelkanonen inden behandlingen. (© Dr Østjylland)

Han har store forhåbninger til behandlingen.

- Jeg skulle stadig gerne kunne gå på arbejde og passe mit liv, så derfor er det vigtigt, at det fungerer. Så det skal fikses, så jeg kan komme tilbage til mit almindelige liv, siger han.

Indtil nu har patienter måttet tage til andre lande for at blive behandlet med partikelterapi. 20-årige Mette Filbert Larsen blev behandlet for sin kræft i USA og er nu kræftfri.

Hun har været med til at give det danske center gode råd om blandt andet indretning og andre sider af tilværelsen som patient, og hun glæder sig på de kommende patienters vegne over, at behandlingen nu kan finde sted i Danmark.

- Det er dejligt, at man nu bare kan køre til Aarhus, og det er sindssygt godt, for der er mange, der ikke kan tage en tur til USA og har været nødt til at få andre behandlinger, siger hun.

Forud for placeringen i Aarhus udspillede sig et slagsmål med Region Hovedstaden, der også ønskede centeret, men til sidst måtte et internationalt ekspertudvalg afgøre sagen, og det blev altså Aarhus, der løb med sejren.

Thomas Mark har store forhåbninger til sin behandling. (© Dr Østjylland)

Overlæge Morten Høyer fortæller, at den nye behandling med den flere hundreder tons tunge strålekanon i første omgang skal hjælpe patienter - især børn - med kræft i hjernen til en mere skånsom behandling af deres tumor.

Der er dog stadig tilfælde, hvor traditionel stråling er bedre: Det gælder tumorer, der bevæger sig, fortæller han.

- For så risikerer vi at give dem en meget præcis behandling. Bare ikke dér, hvor tumoren er, forklarer han.

Forskningsafdeling skal sikre, at flere kan behandles

Centret i Aarhus vil også få en stor, international forskningsafdeling, og her vil man undersøge, hvordan partikelterapi virker på andre kræftformer - som eksempelvis lungekræft og spiserørskræft, fortæller professor og forskningsleder Cai Grau.

- Der er en meget lang liste af muligheder for at anvende protonterapi, og på et tidspunkt vil man også kunne helbrede flere patienter, hvis man kan give større dosis, siger han.

Ud over tre behandlingsrum rummer centeret også et eksperimentelt rum, hvor man afprøver terapien på rotter og mus for at finde måder at behandle så mange patienter som muligt.

Tag her med Thomas Mark på Dansk Center for Partikelterapi.

- Vi er det sted i verden, der har den største kapacitet i forhold til mulige patienter, der skal behandles, siger Cai Crau.

Det aarhusianske center skal også være med i et verdensomspændende - omend langsigtet - forsøg med en megadosis givet på én gang på to sekunder. Det skal undersøge, om det kan erstatte den månedlange behandling.

Thomas Mark har nu været igennem tre behandlinger og mangler 30. Selvom det er en lang og sej vej, er han fortrøstningsfuld.

- Jeg har fuld tillid til, at de har styr på det, siger han.

Blandt andre statsministeren og sundhedsministeren er på gæstelisten til dagens indvielse klokken 11.

Fakta: Dansk Center for Partikelterapi

  • Dansk Center for Partikelterapi bliver et nationalt center for højt specialiseret strålebehandling til kræftpatienter på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

  • Fuldt udbygget vil Dansk Center for Partikelterapi have en kapacitet på cirka 30.000 behandlinger årligt, svarende til ca. 1.200 patienter og en samlet personalenormering svarende til cirka 120 fuldtidsstillinger til patientbehandlingen. Hertil kommer eksternt finansierede forskere, ph.d.-studerende samt elever og studerende inden for alle faggrupper.

  • Det 9.500 kvadratmeter store center er, udover protonacceleratoren, udstyret med tre behandlingsrum, forskningsfaciliteter og faciliteter for patienter, pårørende og klinisk personale. Dansk Center for Partikelterapi etableres i et nært samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet og Region Midtjylland.

  • Det har kostet cirka 800 mio. kroner at etablere centret, hvoraf de 280 mio. kroner dækker selve udstyret. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret 250 mio. kroner til partikelacceleratoren.Kilde: Aarhus Universitet

Facebook
Twitter