Efter forsinkelse på forsinkelse: Sidste etape af letbane åbner på tirsdag

Efter flere forsinkelser kan letbanen endelig køre mellem Grenaa og Aarhus.

Fra på tirsdag kører letbanen mellem Aarhus og Grenaa samt Lisbjerg og Lystrup. (Foto: Fotopro Foto © Fotopro Foto)

Fra på tirsdag, den 30. april, kan passagerer efter lang tids venten endelig tage letbanen til og fra Djursland.

Aarhus Letbane har nemlig modtaget den endelige godkendelse af letbanestrækningen mellem Aarhus og Grenaa samt mellem Lisbjerg og Lystrup fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Med godkendelserne af de to strækninger er arbejdet med etape 1 af Aarhus Letbane dermed også afsluttet.

- Med åbningen af den sidste delstrækning kan vi nu for alvor drage fordel af Letbanen i Østjylland. Titusindvis af østjyder vil opleve, at store dele af Djursland nu bliver tæt forbundet med Aarhus og Odder, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Letbane-projektet er den første af sin art herhjemme og har kostet godt fire milliarder kroner og spænder over 110 kilometer letbane i Østjylland fra Odder i syd til Grenaa i nord.

Projektet har mødt flere forsinkelser på sin vej, og oprindeligt var det meningen, at letbanen til Grenaa skulle være begyndt at køre allerede i efteråret 2017. I mellemtiden har pendlerne været nødt til at tage busser for at komme frem.

Men nu kan borgerne på Djursland altså se frem til at kunne køre med letbanen med første afgang tirsdag den 30. april klokken 05.51 fra Aarhus H til Grenaa, mens første tur den modsatte vej afgår klokken 05.14.

Den første tur fra Lystrup over Aarhus Universitetshospital til Aarhus H klokken 05.12.

Aarhus Letbane har fået godkendelsen med 12 vilkår, der alle er kendte og vil blive håndteret, skriver Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

Facebook
Twitter