Efter lovændring: Langt færre bliver snuppet i at køre uden kørekort

Sidste år stoppede politiet en tredjedel færre uden kørekort i forhold til i 2011, viser tal fra Rigspolitiet.

I det første halvår af 2017 har politiet foreløbig stoppet cirka 5.500 uden kørekort. Arkivfoto (Foto: Tommy Kofoed © Scanpix)

Antallet af bilister, der bliver snuppet bag rattet uden et kørekort, er faldet med en tredjedel siden 2011.

Godt 14.000 bilister blev taget uden kørekort i 2011. Sidste år var det tal faldet til knap 10.400. Det viser tal fra Rigspolitiet, som DR P4 Østjylland har fået indsigt i.

Især i Østjyllands politikreds har man oplevet et stort dyk i antallet af mennesker, der bliver taget i at køre uden kørekort. Her er der sket en halvering siden 2011, hvor politiet stoppede knap 1.600 bilister uden kørekort. Det tal var i 2016 godt 800.

Ifølge lederen af færdselspolitiet i Østjylland, politikommissær Amrik Chadda, har det haft stor betydning, at myndighederne siden 2012 har haft bedre mulighed for at konfiskere bilen, hvis en person flere gange er blevet taget i at køre uden kørekort.

- Mit bedste bud er, at folk afholder sig fra at køre, fordi konsekvensen er, at man kan få konfiskeret sin bil, siger han.

Tidligere var der ikke klare regler for, hvornår politiet skulle beslaglægge en bil, men efter en lovændring 1. januar 2012, er det nu et krav, at politiet skal tage bilen, når en person bliver stoppet tredje gang uden kørekort inden for en treårig periode.

Det har politiet landet over gjort mange gange siden lovændringen. I 2011 konfiskerede politiet således 58 biler, og sidste år lød tallet på 1.900 konfiskeringer.

Politikommissær Amrik Chadda er glad for den præventive virkning ved at kunne konfiskere bilen og dermed stoppe farlige bilister såsom eksempelvis narko- og spritbilister, der har fået frakendt kørekortet.

- Jeg synes, at det er et fantastisk værktøj, og hvis vores teser holder vand, så synes jeg, at man lovgivningsmæssigt har gjort det rigtig godt, siger han.

I følge Østjyllands Politi er der blevet brugt de samme ressourcer hvert år fra 2011 til 2016 til at fange bilister uden kørekort.

Når en bil skal konfiskeres, så skal det først godkendes af retten. Har bilen en værdi, bliver den solgt på auktion, og pengene ryger i statskassen. Mange af de beslaglagte biler bliver dog sendt til skrotning, og så får staten i stedet skrotningspræmien.

OPDATERET: Der er tilføjet til artiklen, at Østjyllands Politi har brugt de samme ressourcer hvert år til kontrol af kørekort.

Facebook
Twitter