Eksklusive studierejser skal tiltrække unge: Koster 18.000 kroner

Det er et problem, at alle ikke har råd til de dyre studierejser, mener elevorganisation.

Ikke alle elever har råd til eksempelvis at flyve til Cuba. (Foto: Zandboer © Zandboer)

Obligatoriske studierejser til fjerne lande giver en høj egenbetaling for elever til de gymnasiale uddannelser.

Det sker især på de internationale linjer, hvor for eksempel Aarhus Handelsgymnasium tager 28.000 kroner i egenbetaling for en tur til Australien og Silkeborg Business College tager 18.000 kroner for en studierejse til USA på deres internationale linje.

Det er et problem, mener Sarah Siddique, formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.

- Det er ikke alle, der har råd til at gå på de internationale linjer, men kun unge fra ressourcestærke hjem, fordi det er så dyrt. Hvis man skal oprette den slags linjer, skal man gøre det, så alle har mulighed for at gå der, siger hun.

På Silkeborg Business College mener rektor Jens Ditlev Hansen ikke, at udgiften er et problem, der ekskluderer nogen.

- Spørgsmålet er, om vi skal afstå fra at tilbyde den slags rejser, fordi der er en gruppe som ikke kan eller ønsker at prioritere det. Jeg mener, at det er en del af den brede vifte i vores tilbud, siger han.

Eksotiske rejser kan tiltrække unge

Ambitiøse studierejser er også god lokkemad, når gymnasierne skal tiltrække elever.

Derfor gør Silkeborg Business College også en dyd ud af at tilbyde studierejser, der er mere end den klassiske europæiske storbytur. For eksempel sender de en klasse til Cuba.

- Der er en spænding og udvikling ved at se noget, som er endnu mere fremmed. Eleverne kommer tilbage til os og siger, at de kan huske de oplevelser, de havde på studierejsen, siger Jens Ditlev Hansen.

Faktisk er studierejserne til fjerne egne som USA, Cuba og Vietnam blevet et helt salgsargument i sig selv over for eleverne.

-Det er et kvalitetsstempel og noget, som man ved, at vi står for. Man kan godt sige, at vi sælger os på det, men det er også fordi, at vi er stolte af det, siger han.

I 2012 lavede Danske Gymnasieelevers Sammenslutning en undersøgelse, som viste, at gymnasieeleverne betaler mellem 4.000 og 14.000 kroner ved siden af det, der bliver opfattet som brugerbetaling, for at komme på ekskursioner og studieture.

Facebook
Twitter