Ekspert: Byrådsmedlemmer brød tavshedspligt ved ansættelse af ny direktør

Oplysning om ansættelsen af Pernille Blach Hansen var fortrolig, mener Sten Bønsing.

Hele den borgerlige fløj i Aarhus Byråd var imod, at Pernille Blach Hansen skulle være ny direktør i Aarhus Kommune. (Foto: Annelene Petersen/Scanpix) (Foto: Annelene Petersen © Scanpix)

Det var brud på tavshedspligten, at byrådsmedlemmer i Aarhus fortalte, at Pernille Blach Hansen var udpeget til ny direktør i teknik og miljø i Aarhus Kommune

Det mener Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.

- Jeg mener, det her er omfattet af tavshedspligten. Det er en fortrolig oplysning, at man har søgt en stilling og at vedkommende er blevet valgt til den pågældende stilling.

- Det er fortrolige oplysninger, som politikerne ikke kan gå ud at offentliggøre, siger Sten Bønsing.

I går kom det frem, at byrådsmedlemmer på et lukket dagsordenspunkt på byrådsmødet var uenige om ansættelsen af den nye direktør.

En diskussion, som Aarhus Stiftstidende kunne referere til - og Pernille Blach Hansens navn kom også frem, inden det officielt blev meldt ud.

- Man går ud med kritik af beslutningen og afslører dermed noget af ansættelsen, som man har krav på en beskyttelse af, mener Sten Bønsing.

Pernille Blach Hansen har siden meddelt, at hun alligevel ikke ønsker jobbet som ny direktør for teknik - og miljøafdelingen.

Sten Bønsing mener også, at sagen kan give Aarhus Kommune problemer i forhold til fremtidige ansøgere til jobs i kommunen.

- Man risikerer jo, at folk ikke har lyst til at søge stillinger, fordi de er bange for, at de ikke kan have det fortroligt i forhold til deres nuværende arbejdsgiver.