Ekspert: Drop opslag med jeres børns karakterer på Facebook

Det presser børnene og er med til at lægge fokus på tal og ikke arbejdsindsats, mener forsker.

Det kan være fristende at lægge børnenes flotte karakterer på Facebook, men vi bør lade være, lyder rådet.

Bugner dit Facebook-feed med statusopdateringer, hvor stolte forældre annoncerer, at deres børn har fået et 10- eller 12-tal? Det kan mange forældre med teenagebørn nok nikke genkendende til.

Studentereksamenen er lige om hjørnet, og både 9. klasseselever og 10. klasseselever går i disse dage til mundtlige eksamener, og for mange forældre kan en høj karakter være noget, man har lyst til at bryste sig af.

Vi skal dog passe på med det signal, vi sender, når vi lægger børnenes karakterer på Facebook. Gør vi det, er vi med til at gøre flid op i tal, mener Maja Damkjær, der forsker i medialiseret forældreskab ved Aarhus Universitet.

- Vi er med til at skabe en kultur, hvor karakteren er værdien. Det er det, vi anser som det positive og ikke den arbejdsindsats, der ligger bag, siger hun og fortsætter:

- Man skal have lov til at dele glæden, men man skal også tænke over, hvad det er for en kultur, man skaber. Hvad så næste gang, hvis ikke de får det 12-tal?

Ifølge Maja Damkjær er man med til at lægge pres på andre forældre og deres børn.

- Over for en sluttet kreds af kolleger eller venner kan vi sige ting, som når et bestemt forum. Men på Facebook når det vidt omkring – også til de forældre, der har børn, der har fået under syv, siger hun.