Ekspert med kontroversielt forslag: To-årige bør få covid-vaccine

Professor ønsker vaccination af små børn. Men det er alt for tidligt at vurdere, afviser børnelægernes formand

Det er nødvendigt at diskutere, om børn ned til to år skal have vaccinationer mod covid-19. Det mener professor i infektionsmedicin på Aarhus Universitetshospital, Eskild Petersen.(ARKIVFOTO: DENIS CHARLET / AFP) (Foto: DENIS CHARLET © Ritzau Scanpix)

Nye smittebølger, drilske varianter og små børn, der risikerer senfølger efter corona.

Sådan kan efteråret og vinteren komme til at se ud ifølge Eskild Petersen, der er professor i infektionsmedicin på Aarhus Universitetshospital.

Så han foreslår nu, at man tænker covid-vaccinen ind i børnevaccinationsprogrammet for børn helt ned til to år.

- Vi har jo set udviklingen det seneste halvandet år med den ene mere smitsomme variant efter den anden. Og børn og unge, der ikke er vaccineret, er en gruppe i samfundet, der kan vedligeholde smitten og udsætte andre for den. For eksempel folk med et dårligt immunforsvar.

Eskild Petersen slår til lyd for sit forslag i det lægevidenskabelige tidsskrift International Journal of Infectious Diseases sammen med en kollega fra Singapore.

- Hvis man virkelig skal have kontrol over pandemien i de kommende år, så forestiller vi os, at man bliver nødt til at vaccinere ned til to års-alderen. Det vil sige, at det bliver en naturlig del af børnevaccinationsprogrammet.

Hvis man virkelig skal have kontrol over pandemien i de kommende år, så forestiller vi os, at man bliver nødt til at vaccinere ned til to års-alderen, siger Eskild Petersen, adjungeret professor ved Aarhus Universitetshospital. (© DR Nyheder)

Børnelæger afviser

Men børnelægerne i Dansk Pædiatrisk selskab synes ikke om ideen. Ikke endnu i hvert fald. Klaus Birkelund Johansen er formand for selskabet og overlæge på Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital.

- Jeg synes, at det er for tidligt at tale om, at covid-vaccinen skal ind i børnevaccinationsprogrammet, siger han og peger på, at vaccinen slet ikke er godkendt til den aldersgruppe endnu.

Der er undersøgelser i gang, der skal vise, om den er sikker og effektiv for børn i den aldersgruppe, forklarer Klaus Birkelund.

- Men i øjeblikket ved vi ikke en gang, om det vil være nødvendigt eller en god idé i forhold til immunitet og smitte i samfundet. Der er mange ting, vi skal blive væsentligt klogere på, før vi kan træffe den beslutning.

I øjeblikket ved vi ikke en gang, om det vil være nødvendigt eller en god idé i forhold til immunitet og smitte i samfundet. Der er mange ting, vi skal blive væsentligt klogere på, før vi kan træffe den beslutning, siger Klaus Birkelund Johansen, formand for børnelægerne. (© DR Nyheder)

Uvished blandt forældre

På legepladsen Børnenes Jord i Aarhus leger to-årige Regitze med sine forældre, helt uvidende om, at hun er lige i målgruppen for forslaget om, at hun måske skal have et stik mod covid-19.

Regitzes mor hedder Eva Østergaard, og hun er ikke skræmt over udsigten til at vaccinere små børn, HVIS det altså i fremtiden bliver godkendt af sundhedsmyndighederne.

- Jeg kan sagtens forstå, at folk er bekymrede over det. Det er jeg også selv. Så der ligger en vigtig opgave for Sundhedsstyrelsen og regering i at få forklaret, hvorfor det er sikkert at tage imod den. Som udgangspunkt vil jeg selv lægge mig op ad, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, og de har hele tiden haft et klart forsigtighedsprincip, som jeg synes er betryggende.

Men andre forældre er uenige, for eksempel Bjarke Jørgensen.

- Jeg synes, at det er en relevant debat, men jeg synes også, at det er for tidligt. For vi ser godt nok senfølger hos voksne af sygdommen, men vi ser også følger af vaccinen, til og med dødsfald. Og det skal vi ikke byde vores børn, siger han.

'Langt fra en uskyldig infektion'

Men selvom børn ikke får så alvorligt forløb som voksne af Covid-19, så mener infektionsmedicineren Eskild Petersen, at det langt fra er en uskyldig infektion, heller ikke hos børn.

- Vi står ikke i en situation, hvor vi vil få en ny stor belastning af sundhedsvæsenet. Men jeg synes alligevel, at børnene skal skånes for en forøget risiko for indlæggelse og død samt en øget risiko for langvarige følger, ligesom vi ser det hos voksne.

Eskild Petersen henviser til flere udenlandske undersøgelser, der viser, at børn får alvorlige senfølger, men børnelægernes formand Klaus Birkelund Johansen mener ikke, at det er undersøgt til bunds.

- Vi ved ikke ret meget om børn og senfølger, siger han.

De studier, der er lavet, viser meget forskellig hyppighed af senfølger blandt børn. Lige nu er to store spørgeskemaundersøgelser i gang for at sammenligne senfølger hos børn med kendt covid-smitte, der sammenlignes med børn uden kendt smitte, fortæller han.

Kræver flere undersøgelser

- Når vi har de undersøgelser, så bliver vi en del klogere på hyppigheden, varigheden og særligt sværhedsgraden af senfølger hos børn.

Eskild Petersen understreger, at vaccineforslaget er hans personlige holdning, men efterlyser mere debat.

- Man skal bruge en lille smule fantasi og erfaring til at gennemgå forskellige scenarier for hvad, der kan ske de kommende seks til tolv måneder. Der viser erfaringen fra efteråret og vinteren, at der kommer en ny bølge, for mange lande har ikke vaccineret lige så meget, som Danmark har, siger han.

- Derfor vil der opstå nye varianter, og vi kan ikke stoppe dem ved grænserne. Vi kan bare håbe på, at vaccinerne er lige så effektive overfor dem, som overfor delta-varianten.

Skal tjekkes grundigt

Debatten er velkommen, men vaccination af de små børn står ikke lige for, lyder det fra børnelægernes formand Klaus Birkelund Johansen, der ønsker, at vaccinens effekt på børn tjekkes grundigt forinden.

- Det er altid godt at have en diskussion på fagligt niveau, men den sædvanlige procedure for at lægge noget ind i børnevaccinationsprogrammet bør som minimum følges.

- Jeg synes ikke, det virker til, at børn er i særlig risikogruppe, eller at det er så farligt for dem. Og jeg synes ikke, at man skal vaccinere med mindre, der er rigtig god grund til det, siger Lotte Vestergaard, mor til Hugo og Petra. (Foto: Gitte Hansen - DR Østjylland)

Tilbage på Børnenes Jord sidder Hugo og Petra på en bænk og holder øje med fuglenes hus, og deres mor, Lotte Vestergaard, siger nej tak til, at de skal vaccineres.

- Jeg synes ikke, det virker til, at børn er i særlig risikogruppe, eller at det er så farligt for dem. Og jeg synes ikke, at man skal vaccinere med mindre, der er rigtig god grund til det, siger hun.

- Men sygdommen udvikler sig hele tiden, så man skal selvfølgelig se på, hvad behovet er. Lige nu synes jeg ikke, det virker til, at der er behov for det.

'God hun ikke er 12'

En anden far, Niels Lambertsen, vil støtte sig til myndighedernes anbefalinger.

- Jeg tror på lægefagligheden. Vi har stolet meget på de professionelles vurderinger – og ikke mine egne tanker om det.

Og så er der tvivlerne. En af dem er Maria Biolzi.

- Vi har i hvert fald ikke tænkt, at hun skal vaccineres lige nu og her. Vi er faktisk meget glade for, at hun ikke er tolv, siger hun med et smil.

I øjeblikket er Sundhedsstyrelsens anbefaling nemlig, at de store børn mellem 12 og 15 år bliver vaccineret.

Facebook
Twitter