Ekspert: Skoler bør indføre mobilpolitik

Børn sidder med mobilen i stedet for at være sammen med hinanden i frikvartererne.

Børnene bruger for meget tid med næsen i mobilen, mener en forsker fra Aarhus Universitet. (Foto: RUSLAN GUZOV © RUSLAN GUZOV)

Skolebørn vil hellere sidde med næsen ned i mobiltelefonen end at bevæge sig i frikvartererne.

Det viser et nyt ph.d.-projekt fra Syddansk Universitet, skriver Politiken.

Jeppe Bundsgaard er professor ved Aarhus Universitet og forsker i digitale læremidler. Han mener, at undersøgelsen fortæller, at danske skoler mangler en mobilpolitik.

- Man mangler at finde ud af, hvordan man agerer med sociale medier, som på godt og ondt fylder mere og mere i hverdagen, siger han til DR.

Ph.d.-projektet har undersøgt 17 skoler i 17 kommuner fra 2013-2015 for at finde ud af, hvad børnene oplevede, hæmmede dem i at være fysisk aktive i frikvartererne. Her var et af svarene mobiltelefoner og Ipads.

Jeppe Bundsgaard mener, at den brugen af mobiler i skole også kan gå ud over børnenes faglige evner.

- Medierne kan føre til noget rigtig godt, men også noget mindre godt. Sådan set også til dårligere resultater i skolernes prøver og så videre. Derfor skal man finde ud af, hvordan man håndterer det fornuftigt og ikke overdriver brugen af dem, siger han.

Facebook
Twitter