Ekspolitiker Per Zeidler er dømt for rufferi

Per Zeidler er idømt seks måneders betinget fængsel. Sigtelsen om børneporno er frafaldet.

Per Zeidler var formand for Udvalget for familie og institutioner i Syddjurs Kommune og har en kone og to sønner. (© (c) DR)

Tidligere formand for familieudvalget i Syddjurs Kommune Per Zeidler er idømt seks måneders betinget fængsel for rufferi med prøvetid på to år.

56-årige Per Zeidler var ikke til stede under domsafsigelsen og har udbedt sig 14 dages betænkningstid gennem sin advokat.

Tidligere i dag erkendte ekspolitikeren i Syddjurs Kommune sig skyldig i rufferi, som er at drive virksomhed og tjene penge på, at en anden person mod betaling har et seksuelt forhold til en kunde.

Han er ved Retten i Randers tiltalt for at have tjent 200.000 kroner på at arrangere 73 gangbangs, som er arrangementer med gruppesex.

Senioranklager Birgitte Ernst har skåret sagen til, så sagen om rekruttering af en 16-årig pige samt optagelser af børnepornografiske billeder udgår.

Rufferi kan give op til fire års fængsel.

Forsvar: Per Zeidler ønsker sagen afsluttet

Forsvarsadvokat Henrik Garlik mener, det er væsentlig, at hans klient ikke skal afsone dommen eller underlægges en form for sanktion, da dommen er betinget fængsel med en prøvetid på to år.

I retten prøvede anklager at tegne et billede af, at det var en professionel, veldrevet virksomhed. Forsvar Henrik Garlik argumenterede derimod for, at der har været tale om to mænd, som havde nogle interesser ligesom andre, og så gav arrangementerne mening for alle.

- Der er tale om sexarrangementer, hvor nogle kvinder helt frivilligt og af eget ønske har stillet op til det og har fået en lille pose penge. Pigerne er kommet med ønsker om, hvor det foregik, og der er sendt vejledninger ud med skemaer til, hvad pigerne ville medvirke til, så de ikke følte sig presset til noget, forklarer han.

Han mener, at dommen er på grænsen til, hvordan man skal vurdere sådan en sag.

- Der er andre former for sådanne arrangementer, der som udgangspunkt ikke er strafbare. Vi har erkendt, at det er rufferi, men Per Zeidler ønsker sagen afsluttet. Det er også af hensyn til pigerne og mændene, der har deltaget, som ellers ville være indkaldt som vidner i sagen, og det ønsker Per Zeidler ikke.

Senioranklager: En usædvanlig sag

Senioranklager Birgitte Ernest ville have seks måneders ubetinget fængsel af hensyn til sagens grovhed og omfang. I retten var hun optaget af, at dommen skulle være ubetinget, men det blev den ikke.

- Når vi har at gøre med helt ustraffede personer som i dag er retten tilbøjelig til at give betinget domme. I sagen her er der en prøvetid på hele to år, så dommen er skærpet i forhold til prøvetidens længde, så umiddelbart er jeg tilfreds, siger hun.

Hendes opfattelse af sagen er, at der var tale om en virksomhed, som er meget velorganiseret og veldrevet.

- Der har været to tiltalte, som stort set ned til mindste detalje har organiseret, hvordan det skulle foregå og lavet breve og skrivelser til deltagerne, forklarer hun.

Tidligere rufferisager i Danmark har haft at gøre med bordelvirksomhed, så der har ikke været sager at sammenligne med.

- Vi har ikke set tidligere sager i Danmark med samme karakter, så det er en helt usædvanlig sag.

36 forhold droppet

Per Zeidler var oprindeligt tiltalt for 109 tilfælde af gangbangs landet over, men anklagemyndigheden har droppet 36 forhold, så tiltalen nu vedrører 73 tilfælde af gangbangs.

Ziedler og en medtiltalt erkender sig skyldige i den nye tiltale, og er i dag begge blevet idømt seks måneders betinget fængsel.

Kort før kommunalvalget i 2017 skrev Århus Stiftstidende, at den østjyske lokalpolitiker Per Zeidler arrangerede gangbangs i et forsamlingshus nær Vejle.

Det førte til, at Per Zeidler trak sig som formand for familieudvalget i Syddjurs Kommune, ligesom han nedlagde sit kandidatur til det forestående kommunalvalg.

Per Zeidler blev valgt for Liberal Alliance ved valget i 2013. Frem til oktober 2017 var han spidskandidat for partiet. Efterfølgende har Per Zeidler stiftet partiet Social Liberal Borgerliste sammen med sin søn.

Artiklen er opdateret med reaktioner fra sagens forsvar og anklager.

Facebook
Twitter