Elevflugt efter besparelser bider sig selv i halen: Nu skal kommune spare endnu mere

Norddjurs Kommune skal spare 8,5 millioner kroner mere efter elevflugt og fyringer.

Lukningen af Mølleskolen lidt uden for Grenaa har fået mange forældre til at flytte deres børn til Rosmus Skole i Syddjurs Kommune. Arkivfoto. (Foto: Kasper Mosholm Thulstrup © Dr)

Elevflugt fra skolerne i Norddjurs Kommune til nabokommunen koster nu dyrt for kommunekassen.

Norddjurs er i forvejen i gang med store besparelser, da den skal finde 392 millioner kroner i løbet af de næste fire år. Det har skabt en ny skolestruktur, hvor blandt andet Mølleskolen lukkede, og der kom fyringer på lærerværelserne. Men nu fører besparelserne flere besparelser med sig.

Adskillige elever er nemlig flyttet over kommunegrænsen til skoler i Syddjurs som reaktion på den nye skolestruktur, fordi forældrene ikke ville fortsætte skolegangen i den kriseramte kommune.

Det faldende elevtal gør, at alle kommunens skoler og institutioner nu skal spare 1,3 procent yderligere.

Men hvis politikerne fortsætter med nye besparelser på skolevæsenet, kan det i sidste ende føre til større elevflugt ud af kommunen.

Det frygter Jette Jensen, der er mor til en elev på Toubroskolen, hvor hun også er bestyrelsesformand.

Hun mener, at endnu flere forældre vil søge andre steder hen, fordi de ikke kan være skolegangen bekendt over for deres børn.

- Vi taber en generation på gulvet, hvis vi ikke kan give dem en ordentlig skolegang, og det kommer til at koste helt vildt meget mere i den anden ende. Vi får i hvert fald ikke nogen nye til at kigge denne vej, når alt bare kører på det alleryderste, siger hun.

Alle skal hjælpe med at spare

49 børn har flyttet skolegangen ud af kommunen i 2019, så der nu er 179 børn i skoler i andre kommuner, og de koster hver kommunen cirka 73.000 kroner. Derudover har kommunen udgifter til de fyrede lærere, så nu må politikerne se sig nødsaget til endnu engang at stramme skruen.

Det er Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkepartis medlemmer af Børne- og Ungdomsudvalget, der har besluttet at dele besparelsen op efter grønthøstermetoden, hvor alle skal hjælpe med at nå besparelsen på omkring 8,5 millioner kroner.

Næstformand i udvalget Allan Gjersbøl Jørgensen (S) har ellers tidligere lovet, at elevflugten ikke vil gå ud over børnene, men det kommer heller ikke til at ske, mener han.

- Vi håber på, at man holder stillinger vakante og ikke genopslår dem, men tanken er jo ikke, at der skal igangsættes en ny fyringsrunde. Vi lægger det ud til de ledere, der er i hverdagen og ved, hvordan man kan finde pengene, siger han.

Bliver et dårligere tilbud til eleverne

Men Jette Jensen har svært ved at se, at det kan ske uden fyringer.

-Det eneste sted, jeg kan se, er, at man må undvære noget vikardækning. Jeg kan dårligt se, at man kan spare nogle steder, for der er ikke noget fryns at tage af eller noget unødvendigt. Det må tages fra det undervisningstilbud, som vi skal give eleverne, siger hun.

Hendes opfordring til politikerne lyder derfor, at de skal holde sig fra skolerne og finde pengene et andet sted.

- Det er svært at sige, hvad konsekvensen vil blive, men jeg kan ikke se andet, end det bliver et meget dårligere tilbud. Vi har nogle medarbejdere, der knokler for at få hverdagen til at hænge sammen og bevare en gejst, men det er rigtig svært at motivere dem til at blive ved, når vi ser nye besparelser og nye besparelser, siger Jette Jensen.

Formand i Djurs Lærerforening Lisbeth Bøwes er enig i, at der allerede er skåret ind til benet.

- Man må kigge på alternativer, for det, der ligger på bordet lige nu, er ikke spiseligt, siger Lisbeth Bøwes.

Besparelser kan give større udgifter

Formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Mads Nikolajsen fra SF, frygter, at nye besparelser vil føre til endnu større udgifter.

- Det er ikke ansvarligt at gøre det på den her måde. Merudgiften til skolegang i andre kommuner risikerer at blive forøget, hvis vi forringer vores egne tilbud mere. Vi skal dæmpe flugten, i stedet for at spare endnu mere end vi allerede har gjort, siger han.

Han har foreslået at lukke hullet i kassen ved at bruge penge fra en pulje med ubrugte midler, men Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti har stemt for at spare på skoler og institutioner.

Lisbeth Bøwes mener, at politikerne må tage ansvar.

- Der er nogle politikere, der ikke gjorde arbejdet ordentligt i første omgang. De må tage arbejdet på sig og gøre det færdigt. Det kan ikke passe, at det skal uddelegeres til ledere og medarbejdere.

Facebook
Twitter