EM-fodbold sætter ludomaner under pres

Spillelidenskaben får ingen sommerpause, når EM-bolden ruller, siger Center for Ludomani.

Sverige og Zlatan skal til EM i stedet for Danmark. Men for danske spillefugle venter en hård tid, advarer Center for Ludomani. (Arkivfoto) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Når EM i fodbold sparkes i gang begynder fire hårde uger for fodboldfans. Men det bliver også fire hårde uger for folk med spillelidenskab.

Når der er store slutrunder i fodbold, er risikoen for, at man bliver grebet af sin spillelidenskab meget stor, siger souschef og behandlingsleder Henrik Thrane Brandt fra center for Ludomani i Aarhus.

- Hver eneste gang, vi har en stor slutrunde, så ser vi desværre tilbagefald for nogen af dem, der har svært ved at styre spillet. Så der er ingen tvivl om, at det er en ekstra svær tid.

Henrik Thrane Brandt forklarer, at sommeren normalt er en stille periode for dem med spillelidenskab.

- Om sommeren slutter ligaerne rundt om i Europa, så plejer det at være mere stille på Center for Ludomani. Men det er klart, at når slutrunder som den her kommer, så sker der noget.

Selv om Danmark ikke er med ved EM, så forventer Danske Spil rekordstor interesse for at spille på EM-kampene.

Ved EM for fire år siden havde Danske Spil en omsætning på 275 millioner kroner på Oddset og Tips. Denne gang har selskabet et mål på at nå op på en omsætning på omkring 425 millioner kroner.

FacebookTwitter