EM i atletik: Her henter 90-årige guld

Næste år vil over 4.000 ældre idrætsudøvere mødes til EM i atletik for Masters i Aarhus.

Alder ingen hindring: Atleter oppe i årene møde til EM for Masters. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Glæden ved at dyrke atletik stopper ikke, fordi man er over 35 og ikke i verdenseliten.

Næste år vil over 4.000 idrætsudøvere fra hele Europa mødes i Aarhus til EM i atletik for Masters, hvor de skal konkurrere imod hinanden i løb, længdespring, stangspring og en række andre discipliner.

Fælles for deltagerne er en alder over 35 år, og de får en fest, lover Mikkel Larsen, der står i spidsen for arrangementet.

- Nogle af dem har tidligere været de bedste i verden, og nogle har i 50-60 års alderen opdaget, de har et talent og begynder at træne hårdt og seriøst. Der er faktisk aldersklasser op til 100 år, fortæller han.

En af dem, der havde det sjovt ved sidste EM i Tyrkiet i 2014, var tyskeren Gerhard Herbst, der løb 100 meter på 23,8 sekunder.

Det lyder måske ikke særligt hurtigt, men som 90-årig var det nok til en guldmedalje.

Mikkel Larsen håber, arrangementet giver tilskuerne noget at tænke over.

- Det skulle gerne inspirere en rigtig stor gruppe til at sige: OK, det er ikke noget med, at man skal stoppe med atletikken, fordi man ikke længere er teenager, siger han.

Facebook
Twitter